Landsskatteretten stadfæster fuld registreringsafgift ved manglende reel leasingaftale mellem interesseforbundne parter

Sagen omhandler Motorstyrelsens opkrævning af fuld registreringsafgift af et køretøj, da betingelserne for indregistrering på forholdsmæssig registreringsafgift, jf. Registreringsafgiftsloven § 3 b, ikke blev anset for opfyldt. Selskabet, der driver virksomhed med udlejning og leasing af biler, havde indgået en leasingaftale med sin direktør, hvilket gjorde parterne interesseforbundne. Køretøjet blev indregistreret med forholdsmæssig afgift, men Motorstyrelsen konstaterede, at de kontraktfastsatte leasingydelser ikke var betalt løbende i overensstemmelse med aftalen.

Motorstyrelsens argumentation

Motorstyrelsen anførte, at for at anvende Registreringsafgiftsloven § 3 b er det en betingelse, at leasingaktiviteten udføres med et forretningsmæssigt formål om at tjene penge, herunder en rimelig forrentning af investeret kapital. En aftale uden løbende betalinger godkendes ikke, jf. SKM2011.27.SKAT. Ved interesseforbundne parter stilles skærpede krav til, at vilkårene er forretningsmæssigt begrundede, jf. SKM2021.256.LSR. Desuden definerer Bekendtgørelse om leasing af motorkøretøjer § 2, stk. 1, nr. 2 en leasingaftale som en brugsret mod løbende betaling. Da der ikke var sket løbende afregning eller rykning for manglende betalinger, vurderede Motorstyrelsen, at aftalen ikke var indgået med henblik på økonomisk afkast, men alene for at undgå fuld afgift. Derfor skulle fuld registreringsafgift betales efter Registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1, og selskabet hæftede for beløbet, jf. Registreringsafgiftsloven § 17, stk. 1.

Klagerens argumentation

Selskabets repræsentant påstod nedsættelse af kravet til 0 kr. og anførte, at kravet om fuld afgift var uhjemlet og pønalt, og at små fristoverskridelser ikke burde medføre fuld afgift. Det blev bestridt, at aftalen ikke var forretningsmæssigt begrundet, idet beregning af afgift og ydelser var sket i overensstemmelse med retningslinjer, og der var sikret en forrentning af investeret kapital. Manglende rettidig betaling havde ikke medført gevinst for leasingtager eller tab for leasinggiver, da perioden havde lav/negativ rente. Alle ydelser var betalt ved modregning i selskabets refusion af registreringsafgift ved afslutningen af leasingforholdet, og betaling var sket inden kontrol. Manglende rykkere skyldtes, at leasingtager var direktør. Der blev henvist til SKM2025.51.BR og SKM2024.647.BR til støtte for anbringenderne.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten skulle vurdere, om selskabet opfyldte betingelserne for forholdsmæssig registreringsafgift, herunder om leasingaftalen var reel. Retten henviste til Registreringsafgiftsloven § 3 b, stk. 12 om krav til leasingaftaler og lovforarbejderne, der understreger, at oplysningskravene ikke er udtømmende, og at myndighederne kan anmode om supplerende oplysninger. Vurderingen af realitet skal ske på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, jf. U.2020.78. Retten fandt, at det ikke er tilstrækkeligt, at en leasingaftale formelt opfylder betingelserne; aftalens indhold skal faktisk tilstræbes opfyldt. Selvom aftalen formelt opfyldte betingelserne, fandt Landsskatteretten, at den ikke var tilstræbt opfyldt, da selskabet ikke havde dokumenteret, at de aftalte beløb var betalt, og der ikke forelå undskyldende omstændigheder. På denne baggrund blev det konkluderet, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, og Motorstyrelsens opkrævning af fuld registreringsafgift var berettiget. Selskabet hæftede for afgiften i henhold til Registreringsafgiftsloven § 17, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift på 1.068.751 kr., da betingelserne for indregistrering på forholdsmæssig registreringsafgift ikke blev anset for opfyldt. Retten fandt, at leasingaftalen ikke var reel, idet dens indhold ikke faktisk var tilstræbt opfyldt, og der ikke forelå undskyldende omstændigheder for den manglende betaling af leasingydelserne.