Landsskatteretten stadfæster nægtet momsfradrag grundet manglende dokumentation for leverancer fra underleverandører

Selskabet har argumenteret for, at der er ret til momsfradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 1, da selskabet er momsregistreret. Repræsentanten har anført, at underleverandørernes manglende momsafregning er uvedkommende for selskabets fradragsret, da de er uafhængige skattesubjekter. Det er desuden fremhævet, at de fleste underleverandører var momsregistreret i perioden. Selvom fakturaerne ikke fuldt ud opfylder kravene i Momsbekendtgørelsens § 58, mener selskabet, at de væsentligste krav (identifikation af udsteder og ydelsens art) er opfyldt, og at betalingerne via bankoverførsler indikerer realitet. Selskabet har desuden henvist til EU-Domstolens praksis (f.eks. C-438/09) om, at en afgiftsmyndighed ikke kan nægte fradrag alene med den begrundelse, at en anden afgiftspligtig person ikke afregner moms. Selskabet har også anført, at bevisbyrden for sort aflønning påhviler Skattestyrelsen, og at der i en administrativ klageinstans er tilstrækkeligt med sandsynliggørelse frem for fuldstændig entydig dokumentation, især i en branche præget af hastende opgaver.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om at nægte selskabet fradrag for købsmoms på i alt 581.139 kr. for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2019.

Retten har lagt vægt på, at selskabet ikke har godtgjort, at betingelserne for momsfradrag i henhold til Momsloven § 37 er opfyldt. Dette skyldes primært, at de fremlagte fakturaer ikke anses for at være reelle, og at der ikke er sket en levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person. Specifikt er følgende forhold afgørende:

• Mangelfuld dokumentation: Fakturaerne angiver ikke tilstrækkeligt omfang og art af de leverede ydelser. Der mangler oplysninger om beskrivelse af arbejdsopgaver, hvor og hvornår arbejdet er udført, og hvem der har udført arbejdet. Selskabet har ikke fremlagt støttebilag som samarbejdsaftaler, timesedler eller lignende, der kan dokumentere samhandlen. Dette er i strid med kravene i Momsbekendtgørelsens § 58, stk. 1 og Momsbekendtgørelsens § 82, samt principperne i Momssystemdirektivets artikel 167, 168, 178 og 179.
• Tvivl om underleverandørernes realitet: Retten har henset til de oplyste forhold om underleverandørerne, herunder at de:
  • Ikke har angivet korrekt moms.
  • Har haft få eller ingen ansatte i de perioder, hvor samhandlen angiveligt fandt sted, og dermed ikke har haft de menneskelige ressourcer til at udføre opgaverne.
  • Flere underleverandører ikke har udvist tegn på reel drift af virksomhed.
• Utilstrækkelig bevisbyrde: De fremlagte erklæringer fra underleverandørernes direktører og det forhold, at fakturaerne er betalt ved elektroniske pengeoverførsler, kan ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at levering har fundet sted.

Retten har henvist til relevant retspraksis, herunder SKM2016.9.BR, SKM2017.210.BR, SKM2018.542.LSR og SKM2018.611.LSR, som understøtter kravet om skærpet bevisbyrde for fakturaernes realitet under usædvanlige omstændigheder.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen anfægtede ikke, om arbejdet var udført, men om fakturaerne indeholdt de krævede oplysninger om, hvem der havde udført arbejdet, og på hvilke dage arbejdet var udført. Skattestyrelsen havde konstateret, at de seks underleverandører enten var fakturafabrikker eller fiktive virksomheder. Flere af dem var opløst efter konkurs, havde ingen ansatte i den relevante periode, havde ikke angivet moms eller A-skat, eller havde bankkonti, der ikke tilhørte dem selv, men blev brugt til at overføre penge til udlandet. I flere tilfælde var de ansvarlige dømt for medvirken til hvidvask. Skattestyrelsen mente, at virksomheden ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde, da der manglede arbejds-/timesedler eller anden dokumentation for, hvem der havde udført arbejdet, og hvornår.

Virksomhedens argumentation

Virksomhedens indehaver fastholdt, at arbejdet var reelt udført, og at han havde vedhæftet samtlige fakturaer som bevis. Han påpegede, at mange af fakturaerne vedrørte arbejde udført for store, kendte virksomheder, og at han altid havde kontrolleret underleverandørernes CVR-nummer og momsregistrering, hvilket han mente var det eneste, han var blevet påbudt. Han bad om en specificering af de manglende detaljer på fakturaerne og mente, at det var en for dyr fejl at betale dobbelt moms for.