Nægtelse af momsfradrag for udgifter til underleverandører grundet manglende dokumentation og tvivl om realitet

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af selskabets momstilsvar med 10.743.062 kr. for perioden 1. juli 2017 til 31. december 2018. Forhøjelsen skyldtes nægtelse af fradrag for købsmoms af udgifter til en række underleverandører, primært vedrørende udlejning af mandskab.

Selskabet, [virksomhed1] ApS, var et anpartsselskab inden for bygningsinstallation, som havde bogført betydelige udgifter til underleverandører. Skattestyrelsen konstaterede, at mange af disse underleverandører ikke havde angivet og afregnet moms og/eller A-skat og AM-bidrag. Desuden var en stor del af fakturaerne på atypisk høje beløb, og Skattestyrelsen havde vanskeligt ved at komme i kontakt med de pågældende leverandører. Flere af underleverandørerne var under konkurs eller tvangsopløsning, og det blev konstateret, at de ikke havde haft ansatte eller lejet mandskab, hvilket rejste tvivl om realiteten af de leverede ydelser. Nogle leverandører var ikke momsregistreret, og én havde udstedt fakturaer, før selskabet var stiftet.

Skattestyrelsen anså fakturaerne for at omhandle fiktive leverancer og nægtede derfor momsfradrag. Det samlede momsfradrag, der blev nægtet, fordelte sig som følger:

Selskabets repræsentant gjorde gældende, at selskabet havde udført reelle projekter for eksterne bygherrer, og at en nægtelse af fradrag ville medføre en urealistisk høj indtjening (EBITDA-margin på omkring 40 % mod normalt 2-3 %). Repræsentanten anførte, at det var uden betydning, om selskabets leverandører havde afregnet momsen korrekt, da selskabet havde ret til fradrag efter Momsloven § 37, stk. 1 for momspligtige transaktioner.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten henviste til Momsloven § 37 og Momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015 § 82 samt Momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015 § 58, stk. 1 (som er identisk med den dagældende Momsbekendtgørelse nr. 814 af 24. juni 2013 § 61 og Momsbekendtgørelse nr. 814 af 24. juni 2013 § 84), der implementerer Momssystemdirektivets artikel 167, 168, 178 og 179 samt 6. direktivs artikel 17, stk. 2 og 18, stk. 2. Disse bestemmelser fastslår, at fradragsretten er betinget af en faktisk levering og tilstrækkelig dokumentation i form af fakturaer.

Retten fandt, at selskabet ikke havde løftet sin bevisbyrde, som var skærpet på grund af de usædvanlige omstændigheder. Der var manglende fakturaer for visse underleverandører, og de fremlagte fakturaer var mangelfulde, idet de ikke specificerede tidspunkt for arbejdets udførelse eller hvem der havde udført det. Desuden blev det tillagt vægt, at mange af underleverandørerne ikke havde angivet moms, ikke havde ansatte, eller var ophørt. Betaling af fakturaerne alene var ikke tilstrækkelig dokumentation for reelle leverancer. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse om at nægte selskabet fradrag for købsmoms på 10.743.062 kr. for perioden 1. juli 2017 til 31. december 2018. Afgørelsen vedrører udgifter til en række underleverandører, primært for mandskabsudlejning.

Retten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at betingelserne for momsfradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 og Momsloven § 37, stk. 2 var opfyldt. Dette skyldes manglende dokumentation for, at der var sket reelle leverancer mod vederlag fra afgiftspligtige personer.

Landsskatteretten lagde vægt på følgende forhold:

• Manglende dokumentation: For underleverandørerne [virksomhed12] ApS og [virksomhed13] var der ingen fakturaer eller andet regnskabsmateriale fremlagt. Desuden var der bogført yderligere beløb til [virksomhed3] ApS uden tilhørende fakturaer.
• Mangelfulde fakturaer: Flere af de fremlagte fakturaer levede ikke op til fakturakravene i Momsbekendtgørelse nr. 808 af 30. juni 2015 § 58, stk. 1. Der manglede oplysninger om tidspunkt for arbejdets udførelse, hvem der havde udført arbejdet, og fakturaerne var ikke fortløbende. Selvom visse fakturaer var vedlagt timeregistreringsoversigter, indeholdt disse ikke oplysninger om de specifikke medarbejdere, der udførte arbejdet, hvilket gjorde det umuligt at knytte dem til de leverede ydelser.
• Skærpet bevisbyrde: På grund af de usædvanlige omstændigheder, herunder manglende dokumentation og mangelfulde fakturaer, fandt retten, at selskabet havde en skærpet bevisbyrde for realiteten af underleverandørforholdene, jf. SKM.2020.150.BR.
• Underleverandørernes forhold: Skattestyrelsens kontrol af underleverandørerne viste, at mange af dem:
  • Ikke havde angivet og afregnet moms og/eller A-skat/AM-bidrag.
  • Ikke kunne kontaktes eller havde ikke besvaret materialeindkaldelser.
  • Ikke havde foretaget lønudbetalinger til ansatte eller lejet mandskab fra andre virksomheder, hvilket gjorde det usandsynligt, at de kunne have leveret de fakturerede ydelser.
  • I flere tilfælde ikke var momsregistreret ([virksomhed12] ApS, [virksomhed10] ApS, [virksomhed4] ApS, [virksomhed11] Ltd).
  • I ét tilfælde ([virksomhed7] IVS) havde udstedt fakturaer, før selskabet var stiftet.
  • Var under konkurs, tvangsopløsning eller ophørt.
• Betaling er ikke tilstrækkelig dokumentation: Det forhold, at fakturaerne var betalt via elektroniske pengeoverførsler, kunne ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at levering havde fundet sted.

Retten henviste desuden til praksis fra Retten i [by3] (SKM2017.210.BR) samt Landsskatterettens egne afgørelser (SKM2018.540.LSR og SKM2018.611.LSR), der understøtter princippet om skærpet bevisbyrde ved tvivl om leverancernes realitet. Der blev også henvist til SKM2019.231.HR, SKM2017.117.ØLR, SKM2016.9.BR og SKM2019.245.LSR.

Landsskatteretten konkluderede, at selskabet ikke havde dokumenteret, at der var foretaget momspligtige leverancer i henhold til de fremlagte fakturaer, og at den skærpede bevisbyrde ikke var løftet.