Nægtet momsfradrag grundet manglende dokumentation og interessefællesskab vedrørende fakturaer fra underleverandør

Sagen omhandler Skattestyrelsens nægtelse af fradrag for købsmoms på i alt 242.917 kr. for perioden 1. april 2019 til 31. december 2019 for selskabet [virksomhed1] ApS. Fradraget vedrørte udgifter til underleverandøren [virksomhed2] IVS for chaufførydelser, billeje og et bilkøb. Selskabet, stiftet af [person1], driver post- og kurertjenester. [virksomhed2] IVS, stiftet af [person2] (bror til [person1]), var registreret med branchekoden ”Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser” og havde ingen registrerede ansatte i den relevante periode. [virksomhed2] IVS gik konkurs den 9. april 2021.

Skattestyrelsen begrundede afgørelsen med en række mangler og usædvanlige omstændigheder:

• Fakturakrav: Fakturaerne fra [virksomhed2] IVS manglede sælgers CVR-nummer (købers CVR var anført begge steder) og var ikke fortløbende. Skattestyrelsen henviste til Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1.
• Manglende realitet: Skattestyrelsen tvivlede på, om [virksomhed2] IVS reelt havde leveret ydelserne, da de ikke ejede eller havde adgang til det fakturerede antal varevogne og ikke havde ansatte til at udføre kurerkørslen. Derudover havde [virksomhed2] IVS ikke indberettet eller betalt den moms, der var opkrævet på fakturaerne.
• Interessefællesskab: Forbindelsen mellem ejerne af de to selskaber (brødre) medførte en skærpet bevisbyrde for selskabet.
• Bilkøb: Et køb af en varevogn fra [virksomhed2] IVS for 100.000 kr. + moms blev nægtet fradrag, da køretøjet ikke var ejet af [virksomhed2] IVS på salgstidspunktet, og en kreditnota annullerede handlen efter Skattestyrelsens kontrol.

Selskabets repræsentant påstod, at momstilsvaret skulle nedsættes, idet der var fremlagt tilstrækkelig dokumentation for de afholdte udgifter, og at der var realitet bag fakturaerne. Repræsentanten anførte:

• Fakturakrav: Selvom fakturaerne havde visse mangler, var disse ikke afgørende for fradragsretten. Der blev henvist til EU-domme (C-438/09 og C-368/10), der fastslår, at materielle betingelser for fradrag kan sandsynliggøres på anden vis, selv med formelle mangler i fakturaer.
• Betaling: Selskabet havde foretaget betalinger til [virksomhed2] IVS i overensstemmelse med fakturaerne (med undtagelse af ét bilag), hvilket ifølge selskabet var tilstrækkelig dokumentation for realitet.
• Samarbejdsaftale: En samarbejdsaftale mellem parterne, dateret 1. februar 2019, understøttede, at [virksomhed2] IVS skulle stille både mandskab og køretøjer til rådighed.
• Adgang til køretøjer: Selskabet fremlagde korrespondance, der viste, at [virksomhed2] IVS havde lejet varevogne fra [virksomhed6] v/ [person5] og [virksomhed7] ApS, hvor [person5] var direktør og ejer. Selskabet mente, at det ikke kunne komme dem til last, at [virksomhed6] eller [virksomhed7] ApS ikke havde orden i deres dokumentation.
• Bilkøb: Selskabet fremlagde slutseddel med stelnummer og forklarede, at levering og registrering af varevognen først skete i marts 2020, selvom faktura og betaling var i december 2019. Kreditnotaen var en berigtigelse, ikke en annullering af handlen.
• Præcedens: Der blev henvist til en byretsdom (TfS 2016, 589), hvor fradrag for købsmoms blev anerkendt trods mangelfulde fakturaer, da realiteten var sandsynliggjort.

Skattestyrelsen fastholdt sin afgørelse og henviste til, at selskabet ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for, at der faktisk var sket levering mod vederlag i henhold til Momsloven § 37.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om at nægte selskabet fradrag for købsmoms på i alt 242.917 kr. for perioden 1. april 2019 til 31. december 2019. Afgørelsen vedrørte udgifter til underleverandører for chaufførydelser, billeje og et bilkøb.

Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der reelt var sket en levering mod vederlag fra underleverandøren, [virksomhed2] IVS. Dette skyldtes en række usædvanlige omstændigheder og interesseforbindelsen mellem selskabet og [virksomhed2] IVS (ejerne var brødre), hvilket skærpede bevisbyrden for selskabet.

Retten lagde vægt på følgende forhold:

• Mangelfulde fakturaer: De fremlagte fakturaer fra [virhed2] IVS opfyldte ikke fakturakravene i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1. De manglede sælgers CVR-nummer (købers CVR var anført begge steder), og fakturanumrene var ikke fortløbende, herunder to fakturaer med samme nummer (nr. 33) udstedt på forskellige datoer.
• Samarbejdskontrakt: Den fremlagte samarbejdskontrakt mellem selskabet og [virksomhed2] IVS var ikke underskrevet eller dateret og manglede en nærmere beskrivelse af ydelsernes omfang, leveringssted, dato og priser samt misligholdelsesbeføjelser.
• Manglende dokumentation for ressourcer:
  • Der var ikke tilstrækkelig sammenhæng mellem de køretøjer, som [virksomhed2] IVS angiveligt havde lejet af [virksomhed6] v/ [person5] og [virksomhed6] ApS, og dem som selskabet havde lejet af [virksomhed2] IVS. Selskabet havde dermed ikke dokumenteret, at [virksomhed2] IVS var i stand til at udleje bilerne.
  • [virksomhed2] IVS havde ingen registrerede ansatte i den relevante periode, hvilket betød, at det ikke var godtgjort, at de havde de mandskabsmæssige ressourcer til at levere de fakturerede chaufførydelser.
• Betaling som bevis: Det forhold, at fakturaerne var betalt ved elektroniske pengeoverførsler, kunne ikke i sig selv udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at levering havde fundet sted.
• Bilkøb: For så vidt angår fradrag for købsmoms ved købet af en varevogn, fandt retten, at den fremlagte kreditnota annullerede dette forhold, hvorfor selskabet ikke kunne opnå fradragsret for købsmoms.
• Præcedens: Byrettens dom i SKM2021.625.BR blev ikke anset for at indeholde generelle holdepunkter, der kunne overføres direkte til nærværende sag, da den var baseret på en konkret bevisbedømmelse af vidneforklaringer, som ikke var til stede i denne sag.