Hjemvisning af sag om standsning af børnetilskud grundet manglende partshøring og begrundelse

En kvinde, der var enlig forsørger, modtog ordinært og ekstra børnetilskud fra maj 1987 til juli 1990. Kommunen standsede udbetalingen fra oktober 1990, da en mand flyttede ind hos kvinden den 1. juli 1990. Kvinden havde ikke underrettet kommunen herom, og hendes manglende reaktion på standsningen blev tolket som en ændring af hendes status som enlig forsørger. Kommunen henviste til, at kvinden ved ansøgningen havde anerkendt pligten til at underrette om ændringer i hendes forhold.

Kvinden anførte, at ansøgningen ikke tydeligt angav pligten til at underrette om udlejning af værelser, og at hun ikke straks opdagede, at børnetilskuddet var standset. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at udbetale tilskud i den omhandlede periode, da kvinden ikke selv havde oplyst om tilflytningen og først sent henvendte sig til kommunen. Nævnet mente, at kommunen med rette kunne formode, at hendes status som enlig forsørger var ændret.

Kvinden klagede og fremhævede, at det sociale udvalg til enhver tid kunne kræve en ny erklæring ved mistanke om ændrede forhold. Hun påpegede, at andre kommuner ikke inddrog børnetilskud uden først at anmode om en ny erklæring. Sagen blev behandlet principielt for at afgøre, om kommunen kunne standse udbetalingen uden at iagttage forvaltningsretlige principper, især partshøring og meddelelse af afgørelsen med begrundelse.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Ankestyrelsen fastslog, at kommunens afgørelse om at standse udbetalingen af børnetilskud til kvinden var i strid med almindelige forvaltningsretlige principper. Dette skyldtes, at kommunen ikke havde givet kvinden en begrundelse for afgørelsen og ikke havde iagttaget reglerne om partshøring og meddelelse af afgørelsen samt begrundelsen herfor, jf. især Forvaltningsloven § 19 og Forvaltningsloven § 22.

Kommunen skulle derfor genoptage sagen under iagttagelse af disse principper. Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om kvinden var berettiget til ydelser i den periode, udbetalingen havde været standset, da afgørelsen alene vedrørte den proceduremæssige fejl.