Højesteretsdom om gældssanering og tilbagebetaling af kontanthjælp

M modtog i februar-marts 1986 kontanthjælp på ca. 10.000 kr. med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Der blev ikke fastsat en tilbagebetalingsordning ved udbetalingen. I januar 1987 ansøgte M om gældssanering i henhold til konkurslovens § 202. Skifteretten afsagde kendelse i oktober 1987, som nedsatte M's gæld til 2,85 % pr. 27. februar 1987. Efterfølgende fastholdt kommunen sit tilbagebetalingskrav, idet de mente, det ikke var omfattet af gældssaneringen.

Amtsankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet begrundede dette med, at kravet fortsat bestod, da der ikke var fastsat en betalingsordning på gældssaneringstidspunktet, og kravet var ikke bortfaldet efter 5-års-reglen i bistandslovens § 27, stk. 4.

Ankestyrelsen behandlede sagen principielt og besluttede, at kommunen var berettiget til at fastholde tilbagebetalingskravet uanset den stedfundne gældssanering.

M indbragte sagen for Østre Landsret, som fandt, at tilbagebetalingspligten var latent ved gældssaneringens indledning. Dette skyldtes, at dens gennemførelse var afhængig af M's fremtidige betalingsevne jf. bistandslovens § 27, stk. 1. Landsretten mente, at en sådan latent pligt ikke kunne betragtes som en fordring, der allerede var stiftet i relation til konkurslovens § 199, stk. 1.

M ankede herefter sagen til Højesteret. Højesteret fastslog, at M blev gjort bekendt med tilbagebetalingspligten ved hjælpens udbetaling jf. bistandslovens § 26, stk. 2, sammenholdt med stk. 1 nr. 1.

Højesteret konkluderede:

• Tilbagebetalingskravet måtte anses for stiftet ved hjælpens udbetaling.
• Det var ikke afgørende, at der ikke var fastsat en betalingsordning efter bistandslovens § 27, stk. 1 inden gældssaneringssagens indledning.
• Da kravet således ansås for stiftet inden dette tidspunkt, omfattede gældssaneringskendelsen også dette krav.
• Denne fortolkning fandtes tillige bedst stemmende med gældssaneringens formål.