Stadfæstelse af byrettens dom i sag om betaling for vandforsyning og vandafledning

Landsrettens Begrundelse

Landsretten var enig med byretten i, at det var usandsynligt, at der på ejendommen skulle have været et vandforbrug på 20.260 m³ i perioden 1. januar 2009 til 12. juli 2010. Efter de supplerende skønserklæringer kunne det dog ikke udelukkes, at forbruget havde fundet sted over en længere periode. Boet efter Afdøde havde løbende indberettet et forbrug, som ifølge skønsmanden ikke var usædvanligt, og Tønder Spildevand A/S og Tøndervand A/S havde faktureret på baggrund heraf uden at foretage kontrolaflæsninger i perioden 1992-2010. Der var ingen oplysninger, der gav grundlag for at antage, at Boet efter Afdøde bevidst havde indberettet et forkert forbrug, eller at vandmåleren havde registreret forkert i hele perioden. Ejendommens vandmåler var ca. 20 år gammel i 2010, og en kontrol viste en unøjagtighed, der oversteg de maksimalt acceptable grænser for måleunøjagtighed. Samlet set sandsynliggjorde Boet efter Afdøde, at det meget høje forbrug heller ikke havde fundet sted over en længere periode.

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Det blev fastslået, at Tønder Spildevand A/S og Tønder Vand A/S skulle betale sagsomkostninger for landsretten til Boet efter Afdøde på 65.695 kr. Beløbet dækker 60.000 kr. til advokatbistand og 5.695 kr. til udgifter til supplerende syn og skøn. Sagsomkostningerne forrentes efter Renteloven § 8 a og skal betales inden 14 dage.

Energitilsynets vurdering

Energitilsynet vurderede sagen efter Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 og fandt, at det var urimeligt at pålægge kunden at betale for det fulde registrerede forbrug og merudgifterne til spædevand. Tilsynet lagde vægt på, at:

• Der ikke var et direkte krav om jævnlig kontrol i FA's leveringsbetingelser.
• Værket og kunden ikke var ligestillede i videnmæssig forstand, da værket havde større muligheder for at konstatere uregelmæssigheder via målerens datalogning.
• FA ikke havde reageret på den markante forbrugsstigning i tide, selvom måleren loggede data i op til 36 måneder.
• Der ikke var grundlag for at antage, at kunden havde handlet i ond tro, da lækagen var skjult, og kunden straks rekvirerede en VVS-installatør ved konstatering af fejlen.
• Kundens forbrug for varmeåret 2003/2004 burde fastlægges som et graddageberegnet forbrug baseret på en periode uden fejl.

FAs indsigelser til Energitilsynet

FA klagede over Energitilsynets afgørelse og fremhævede, at:

• Der var tale om en rørskade, ikke en funktionsfejl, og kunden derfor skulle betale for både varme og spædevand.
• Det ville være urimeligt at lade de øvrige forbrugere dække udgifterne.
• Kunden havde handlet groft uagtsomt ved ikke at følge forbruget og ignorere tegn som susen i garagen.
• FA først blev opmærksom på rørskaden og spædevandstabet, da kunden selv informerede dem.
• Der ikke var aftage- eller tilslutningspligt for fjernvarme på ejendommen, hvilket modbeviste kundens argument om solidaritet.

Tidligere praksis

Sagen blev sammenlignet med tidligere afgørelser fra Gas- og Varmeprisudvalget (GVPU), herunder en sag fra 1994, hvor GVPU fandt det urimeligt at pålægge forbrugeren merudgifter ved ledningsbrud, hvis der ikke forelå bebrejdelsesværdige forhold. GVPU lagde vægt på, at værket havde større muligheder for at konstatere uregelmæssigheder, især hvis de dataloggede forbruget. En anden GVPU-afgørelse fra 1989 fastslog, at en forbrugskorrektion ikke kunne betinges af en ført kontrolbog. Energiklagenævnet havde i en sag fra 2004 stadfæstet, at tilsynet kunne finde et beregnet forbrug urimeligt, men at spørgsmålet om ond tro normalt krævede domstolsprøvelse.