Kommunes begrænsning af boligvalg og dækning af salgsomkostninger ved flytning pga. handicap

En familie med et handicappet barn boede i en ejerbolig, der ikke var egnet til kørestol og ikke kunne tilpasses. Familien søgte om bolighjælp til at flytte til en mere passende bolig. Kommunen forhåndstilkendegav, at hjælpen maksimalt ville dække omkostningerne ved at flytte til en passende lejebolig, og at familien selv skulle dække eventuelle merudgifter ved at vælge en anden ejerbolig. Desuden skulle salgsomkostninger ved den hidtidige bolig modregnes i et eventuelt overskud fra salget.

Socialstyrelsen havde tidligere udtalt, at en familie, der flytter udelukkende på grund af et barns handicap, ikke bør have udgifter i forbindelse med boligskiftet. Ankenævnet fandt, at kommunen ikke kunne begrænse familiens valg mellem leje- eller ejerbolig ved kun at yde hjælp til en lejebolig. Nævnet mente også, at der kunne ydes hjælp til salgsomkostninger, medmindre udgifterne kunne modregnes i et overskud.

Kommunen argumenterede for, at en forhåndsmaksimering af støtten var nødvendig for at give familien klare rammer og for at undgå vanskeligheder med at skelne mellem merudgifter og generel boligkvalitetsforbedring. Kommunen frygtede også, at en manglende hensyntagen til barnets behov ved valg af ny bolig kunne føre til store og kostbare boligændringer senere.

Ankestyrelsen lagde til grund, at et boligskifte var nødvendigt af hensyn til det handicappede barn, og at familien frit kunne vælge mellem en leje- eller ejerbolig. Kommunen var ikke berettiget til på forhånd at begrænse dette valg ved at fastsætte støtten til et beløb svarende til flytning til en lejebolig.

Ankestyrelsen fastslog, at salgsomkostninger ved salg af den hidtidige bolig skal dækkes, uanset om salget resulterer i et provenu eller et tab. Derudover kan der ydes nødvendig hjælp til indretning af den nye bolig efter Bistandsloven § 59, stk. 1.

Ankestyrelsen vægtede, at flytningen udelukkende var nødvendig på grund af barnets handicap, og at formålet med Bistandsloven § 48 og Bistandsloven § 59 er at sikre, at familier i sådanne situationer ikke påføres merudgifter ved et boligskifte. Ved vurderingen af, om en udgift er en nødvendig merudgift efter Bistandsloven § 48, stk. 1 og Bistandsloven § 48, stk. 2, eller en nødvendig udgift til boligindretning, skal der lægges vægt på, om valget af ny bolig er sket med hensyntagen til barnets handicap, og det bør tilstræbes, at købet af ny bolig sker i enighed med kommunen.