Principiel afklaring om merudgifter til fritidsaktiviteter og eliteidræt for borgere med funktionsnedsættelse

Ankestyrelsen har behandlet fire sager principielt for at afklare, i hvilket omfang borgere med funktionsnedsættelse kan få dækket merudgifter til fritidsaktiviteter, herunder eliteidræt. Sagerne omhandler forskellige ansøgninger om dækning af merudgifter til handicaprelaterede fritidsaktiviteter. I den første sag søgte en konkurrencesvømmer med handicap om dækning af transportudgifter til elitesvømmetræning, som ikke kunne foregå i den lokale svømmehal. I den anden sag ansøgte en borger om dækning af udgifter til en sportskørestol til powerchair floorball, en aktivitet der blev dyrket på landsholdsniveau. De sidste to sager omhandlede ansøgninger om henholdsvis en teamtvilling løbevogn og en påspændingscykel, hvor kommunerne havde afvist ansøgningerne med henvisning til, at borgerne havde andre fritidsmuligheder. Alle kommunale afgørelser var oprindeligt afslag på dækning af merudgifter.

Ankestyrelsen har afklaret principperne for dækning af merudgifter til fritidsaktiviteter for borgere med funktionsnedsættelse. Afgørelserne i de fire sager fastslår, at merudgifter til eliteidræt som udgangspunkt ikke kan dækkes, da det er et selvvalgt niveau og ikke en nødvendighed for at leve et almindeligt liv. Derudover præciseres kommunens forpligtelse til at dokumentere alternative fritidsmuligheder.

Ankestyrelsens afgørelser og principielle vurdering

Ankestyrelsen stadfæstede afslagene i de to første sager. Det blev fastslået, at udgifter til transport til elitesvømning og en sportskørestol til eliteidræt ikke kan anses for nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Dette skyldes, at eliteidræt er et valg og ikke en forudsætning for at leve et almindeligt liv, selvom personer uden funktionsnedsættelse også kan dyrke eliteidræt. I den anden sag blev det desuden fremhævet, at borgerens muligheder for at dyrke andre former for sport ikke var meget begrænsede.

I de to sidste sager hjemviste Ankestyrelsen sagerne til fornyet behandling i kommunen. Begrundelsen var, at kommunerne ikke havde indhentet tilstrækkelige objektive oplysninger til at godtgøre, at borgerne var i stand til at dyrke andre sammenlignelige fritidsinteresser. Det er kommunens ansvar at dokumentere, at borgerens muligheder for at dyrke andre fritidsaktiviteter ikke er meget begrænsede som følge af funktionsnedsættelsen. Kommunen kan ikke blot henvise til formodninger eller generelle muligheder.

Det er en betingelse for at dække merudgifter til fritidsaktiviteter, at udgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne, er nødvendig, og overstiger udgifter for personer uden funktionsnedsættelse. Merudgifter til fritidsaktiviteter kan kun dækkes, hvis mulighederne for at dyrke andre former for fritidsaktiviteter er meget begrænsede som følge af borgerens nedsatte funktionsevne. Hvis en borger dyrker en fritidsaktivitet på både almindeligt og eliteniveau, kan der dækkes merudgifter til fritidsaktiviteten på almindeligt niveau, hvis betingelserne er opfyldt, men ikke yderligere merudgifter som følge af eliteudøvelsen. Disse principper er i overensstemmelse med Serviceloven § 100, stk. 1 og Merudgiftsbekendtgørelsen § 5.