Søskenderabat kan gives til ældste barn trods socialpædagogisk friplads

En familie med to børn i dagtilbud anmodede kommunen om at tildele søskenderabatten til det yngste barn. Familiens ældste barn var bevilget socialpædagogisk friplads, og forældrebetalingen i fuld takst var ens for begge børn. Kommunen afslog anmodningen og begrundede afslaget med, at søskenderabatten efter de gældende regler skulle gives til det ældste barn, da der skulle betales fuld pris for den dyreste plads, og rabatten ydes for øvrige pladser. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse og henviste til, at selvom pladserne var lige dyre, var det ikke i strid med bekendtgørelsen, at rabatten fulgte det ældste barn, da pladser for yngre børn sædvanligvis er dyrere. Socialministeriet udtalte vejledende, at søskenderabatten kunne ydes til det ældste barn, og at en bevilget socialpædagogisk friplads ikke ændrede denne opfattelse, da der var tale om en efterfølgende ændring af forældrebetalingen, ikke en ændring i takst.

Ankestyrelsen tiltrådte ankenævnets afgørelse om, at søskenderabatten skulle gives til det ældste barn. Ankestyrelsen henviste til, at Bekendtgørelse om betaling for ophold i dagtilbud for børn § 7, stk. 1 fastsætter, at der betales fuld pris for den dyreste plads, og søskenderabatten gives til de øvrige pladser. Bekendtgørelsen fastsætter dog ikke direkte, hvem af to søskende der skal have rabatten, når forældrebetalingen i fuld takst er ens, og der ikke er sket nedsættelse af behandlingsmæssige grunde efter Bekendtgørelse om betaling for ophold i dagtilbud for børn § 5 for det ene barn. Ankestyrelsen fandt, at reglen i bekendtgørelsens Bekendtgørelse om betaling for ophold i dagtilbud for børn § 7, stk. 1, sammenholdt med dens formål, ikke var til hinder for, at søskenderabatten blev givet til det ældste barn. Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med bestemmelsen er at lempe forældrebetalingen udover betalingen for den dyreste plads for forældre med flere børn i dagtilbud. Det forhold, at der var bevilget socialpædagogisk friplads til det ældste barn, kunne ikke føre til en ændret opfattelse, da familien ikke havde udgifter til pasning af dette barn og derfor var bedre økonomisk stillet. Endvidere fandt Ankestyrelsen, at almindelige forvaltningsretlige principper, herunder lighedsprincippet og princippet om at vælge den for borgeren gunstigste løsning ved tvivl om retstilstanden, ikke var til hinder for dette standpunkt, når de blev sammenholdt med ordlyden og formålet med Bekendtgørelse om betaling for ophold i dagtilbud for børn § 7, stk. 1.