Afslag på dækning af hjælpers udgifter i forbindelse med evaluering af hjemmetræning

En borger klagede over en kommunes afgørelse om afslag på dækning af udgifter til en hjælper i forbindelse med en 2-dages evaluering af barnets hjemmetræning. Barnet, der er sansesart, havde behov for mange pauser, og forældrene ønskede hjælperens deltagelse for at sikre, at begge forældre kunne deltage fuldt ud i evalueringen og modtage nye informationer, mens hjælperen tog sig af barnet. Forældrene argumenterede også for, at hjælperen skulle instrueres i nye øvelser, da denne deltog i den daglige træning. Kommunen havde tidligere godkendt forældrene til at hjemmetræne barnet og bevilget 30 hjælpertimer om ugen til den daglige træning.

Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse og fandt, at udgifterne til ekstra hjælpertimer samt hjælperens kost og værelse i forbindelse med evalueringen ikke var nødvendige udgifter. Ankestyrelsen lagde vægt på følgende principper og vurderinger:

Ankestyrelsens principielle vurdering

• Forældrenes ansvar: Det er forældrene, der er godkendt til at hjemmetræne barnet, og de skal derfor selv være i stand til at udføre træningen og instruere en eventuel hjælper. Det er ikke nødvendigt, at hjælperen instrueres i nye øvelser på kurset.
• Nødvendighed af deltagere: Det blev vurderet, at det ikke var en nødvendig forudsætning for gennemførelsen af evalueringen, at tre voksne (begge forældre og hjælperen) deltog. To voksne (forældrene) var tilstrækkeligt, idet den ene forælder kunne tage sig af barnet under pauser, mens den anden deltog i evalueringen.
• Hjælperens rolle: Hjælpere kan i et vist omfang fungere som afløsere for forældrene, men kun i forbindelse med ganske kortvarige afbrydelser i træningen, f.eks. toiletbesøg. Det kan ikke indgå som en planlagt del af træningsprogrammet, at hjælperen selvstændigt udfører træningen, mens forældrene laver andre opgaver. Behov for længere fravær skal vurderes efter reglerne om afløsning.

Ankestyrelsen bemærkede, at selvom barnet var sansesart og havde behov for pauser, ændrede dette ikke ved vurderingen af, at to voksne var tilstrækkeligt til evalueringen. Muligheden for, at faren kunne blive kaldt på arbejde med kort varsel, kunne heller ikke begrunde dækning af unødvendige udgifter, men der var mulighed for at søge om dækning, hvis dette skulle ske.