Krav om personligt fremmøde for dokumentation af bopæl ved pensionsudbetaling

Sagen omhandlede en udenlandsk kvinde, der modtog pension, men som gentagne gange havde haft længerevarende ophold i sit hjemland uden at informere kommunen. Opholdene strakte sig over perioder fra 1987 til 1993, ofte af næsten et års varighed.

Kommunen krævede dokumentation for kvindens faste bopæl i Danmark, enten via hjemmebesøg eller personligt fremmøde. Kvinden afviste dette med henvisning til, at hun i sit hjemland havde været udsat for forfølgelse og tortur, hvilket gjorde hende bange for myndighederne. Hun foreslog, at hendes søn fremmødte i stedet.

Nævnet støttede kommunens ret til at kræve kontakt med kvinden to gange årligt for at dokumentere bopælskravet. Nævnet lagde vægt på de gentagne og langvarige udlandsophold samt aflyste hjemmebesøg, hvor naboer havde oplyst om kvindens bortrejse. Sagen blev behandlet principielt for at afklare kommunens ret til at kræve personligt fremmøde for at dokumentere bopælskravet i pensionsloven.

Ankestyrelsen fastslog, at kommunen i henhold til Pensionsloven § 41, stk. 1 og 2 har ret til at indhente oplysninger fra pensionisten til brug for beregning og udbetaling af pension. Manglende oplysninger kan medføre standsning af pensionsudbetalingen.

Selvom dokumentation for fast bopæl i Danmark efter Pensionsloven § 3, stk. 1 normalt opfyldes ved tilmelding til folkeregisteret, fandt Ankestyrelsen, at kommunen i særlige tilfælde kan kræve personligt fremmøde for at dokumentere bopælskravet.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at kommunen var berettiget til at kræve personligt fremmøde to gange årligt. Dette skyldtes pensionistens gentagne, langvarige udlandsophold og hendes manglende opfyldelse af oplysningspligten over for kommunen.

Ankestyrelsen vurderede, at pensionistens søns fremmøde ikke var tilstrækkelig dokumentation for hendes bopæl i Danmark. Pensionisten havde dog ret til at medbringe sin søn som bisidder ved fremmødet.