Principiel afgørelse om samliv og forsørgelsespligt ved kontanthjælp

To sager omhandlede spørgsmålet om gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende efter aktivloven. I den ene sag havde en kontanthjælpsmodtager fælles bopæl med sin tidligere ægtefælle, som hun også havde et fælles barn med. Kommunen havde anset dem for samlevende. Borgeren klagede over afgørelsen og anførte, at bofællesskabet skyldtes hendes handicap og behov for hjælp.

I den anden sag havde kommunen ligeledes anset to personer for samlevende med gensidig forsørgelsespligt, hvoraf den ene var kontanthjælpsmodtager. Borgeren klagede over afgørelsen og anførte, at samboen var syg og havde gæld. Begge sager rejste principielle spørgsmål om definitionen af samliv og kommunens sagsbehandling.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandlede sagerne principielt for at afklare betingelserne i Aktivloven § 2b for at anse to personer for samlevende med pligt til at forsørge hinanden.

Sag 1: Stadfæstelse af samliv

I den første sag stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at borgeren og N.N. var samlevende med gensidig forsørgelsespligt. Ankestyrelsen lagde vægt på, at de objektive kriterier i Aktivloven § 2b, stk. 1 og Aktivloven § 2b, stk. 2 var opfyldt. Disse omfattede, at begge var over 25 år, ugifte, havde fælles bopæl, ikke var nært beslægtede, havde et fælles barn og tidligere havde været gift.

Det blev fastslået, at når de objektive betingelser er opfyldt, er der ikke saglige hensyn, der begrunder yderligere undersøgelser af et ægteskabslignende forhold. Kommunen skal i videst muligt omfang indhente nødvendige oplysninger fra elektroniske registre, jf. Aktivloven § 98a, og oplysninger skal være relevante og ikke omfatte mere end nødvendigt, jf. Databeskyttelsesloven § 5, stk. 2. Kommunens partshøring, jf. Forvaltningsloven § 19, og meddelelse af afgørelsen til begge parter blev anset for korrekt.

Sag 2: Hjemvisning grundet sagsbehandlingsfejl

I den anden sag fandt Ankestyrelsen kommunens afgørelse om samliv ugyldig på grund af alvorlige sagsbehandlingsfejl og hjemviste sagen til ny behandling. Kommunen havde ikke påset, om betingelserne i Aktivloven § 2b, stk. 2 var opfyldt, men henviste alene til Aktivloven § 2b, stk. 1 og et ægteskabslignende forhold.

Afgørelsen var ikke tilstrækkeligt begrundet, hvilket var i strid med Forvaltningsloven § 24. Kommunens partshøring var mangelfuld, da et generelt partshøringsbrev ikke var tilstrækkeligt konkret i forhold til de faktiske oplysninger i den enkelte sag, jf. Forvaltningsloven § 19. Manglende partshøring er en garantiforskrift, der medfører formodning om ugyldighed.

Principiel betydning

Ankestyrelsen understreger vigtigheden af, at kommuner ved vurdering af samliv efter aktivloven først undersøger de objektive kriterier i Aktivloven § 2b, stk. 1 og Aktivloven § 2b, stk. 2. Kun hvis disse ikke er opfyldt, kan en vurdering af et ægteskabslignende forhold efter Aktivloven § 2b, stk. 3 komme på tale, og dette kræver en konkret og individuel vurdering med korrekt begrundelse og partshøring. Gensidig forsørgelsespligt opstår, hvis den ene eller begge modtager uddannelses- eller kontanthjælp, jf. Aktivloven § 2a.