Principiel afklaring om epilepsialarm som hjælpemiddel

To sager om bevilling af epilepsialarmer som hjælpemidler eller merudgifter blev behandlet principielt af Ankestyrelsen for at afklare, om en epilepsialarm skal betragtes som et hjælpemiddel eller som et led i behandling af epileptiske anfald. I begge sager havde A Kommune oprindeligt givet afslag på ansøgningerne.

I den ene sag drejede det sig om en søn med fokal epilepsi og natlige anfald, hvor forældrene skulle stoppe anfaldene med medicin. Alarmen skulle gøre det muligt for ham at sove alene og opholde sig for sig selv derhjemme, hvilket var afgørende for hans normale udvikling som teenager. I den anden sag omhandlede det en datter med rolandisk epilepsi, der typisk fik krampeanfald ved indsovning og opvågning. Hun var bevidstløs under anfaldene og havde behov for medicin for at bryde dem for at undgå risiko for hjerneskader, da hun ikke selv kunne tilkalde hjælp eller holde luftvejene fri.

Ankestyrelsen ændrede kommunernes afgørelser og fastslog, at en epilepsialarm i begge tilfælde er et hjælpemiddel, der skal bevilges efter Serviceloven § 112, stk. 1. Afgørelsen bygger på en vurdering af alarmens formål og dens væsentlige betydning for at afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Principiel vurdering af epilepsialarmer som hjælpemidler

Ankestyrelsen lagde vægt på, at epilepsialarmen i disse sager primært havde til formål at registrere anfald og alarmere andre, når borgeren ikke selv kunne tilkalde hjælp i akutte situationer. Alarmen skulle ikke bruges i forbindelse med læge- eller sygehusbehandling, men til at opdage og afhjælpe anfald i hjemmet.

Det blev vurderet, at alarmen i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse. Vurderingen fokuserede på karakteren og farligheden af anfaldene, samt om epileptikeren var i stand til selv at tilkalde hjælp under et anfald, frem for alene anfaldshyppigheden. Alarmen sikrede, at anfald kunne stoppes rettidigt, hvilket var afgørende for at forhindre alvorlige helbredsmæssige konsekvenser som hjerneskader.

Alarmen bidrog desuden til at muliggøre en mere normal dagligdag for børnene, f.eks. ved at de kunne sove alene på deres værelser. Selvom øget tryghed alene ikke er tilstrækkelig begrundelse for bevilling af hjælpemidler, var alarmens funktion i at forhindre skade og fremme normalisering af dagligdagen afgørende.

Afslag på merudgifter

Ankestyrelsen vurderede, at udgiften til en epilepsialarm ikke kunne dækkes som en nødvendig merudgift efter Serviceloven § 41. Dette skyldes, at merudgiftsydelsen er et supplement til de øvrige bestemmelser om støtte i serviceloven. Hvis støtte kan opnås gennem en specialbestemmelse, som i dette tilfælde Serviceloven § 112 om hjælpemidler, skal støtten ydes efter denne specialbestemmelse.