Støtte til køb af bil ved hæmofili A og betydeligt skånebehov

Ankestyrelsen behandlede to sager for at afklare betingelserne for støtte til køb af bil til personer med varigt nedsat funktionsevne og et betydeligt skånebehov, der forhindrer brug af offentlig transport. Begge borgere led af hæmofili A i svær grad, hvilket medførte risiko for blødninger, smerter og forværring af funktionsevnen ved selv minimale traumer eller belastninger.

I den ene sag havde borgeren hæmofili A og var HIV-smittet, hvilket medførte svingende gangfunktion og risiko for invaliditet ved stød. Borgeren modtog førtidspension og havde et omfattende kørselsbehov på ca. 17.000 km årligt til daglige gøremål, politiske møder, fotografering, kontrolbesøg og svømning. Kommunen havde oprindeligt afvist ansøgningen om udskiftning af bil med den begrundelse, at borgerens funktionsniveau ikke var tilstrækkeligt nedsat, og at der ikke var et særligt skånebehov.

I den anden sag led borgeren ligeledes af hæmofili A i svær grad med 1-2 blødninger ugentligt og havde desuden haft en blodprop i hjertet. Borgeren havde proteser i begge knæled og en ankel, og gangfunktionen var varierende. Borgeren kunne ikke længere modtage forebyggende medicin mod blødersygdommen grundet risiko for blodpropper. Kommunen havde afslået støtte til bil med henvisning til, at borgerens funktionsnedsættelse ikke var væsentlig nok til at kræve egen bil, og at offentlig transport kunne anvendes, når der ikke var blødninger. Borgeren fremhævede, at arbejdet ikke kunne fastholdes uden bil på grund af udtrætning og behov for hurtig hjemkomst ved blødninger for at modtage medicin, som skulle opbevares sterilt og køligt.

Ankestyrelsen ændrede kommunernes afgørelser i begge sager og fastslog, at begge borgere havde ret til støtte til køb af bil og afgiftsfritagelse. Afgørelserne blev truffet ud fra en samlet vurdering af borgernes helbredsmæssige forhold, funktionsevne og skånebehov.

Principielle vurderinger

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i relation til hæmofili A er et så udtalt aflastnings- og skånebehov, at det er nødvendigt at køre i egen bil. Dette skyldes en øget risiko for invaliditet som følge af blødninger ved utilsigtede stød og belastning i offentlig transport. Det blev fremhævet, at selvom gangdistancen ikke er betydeligt nedsat, kan et skånebehov begrunde bilstøtte, især hvis der er risiko for forværring af funktionsevnen eller behov for hurtig adgang til medicin.

Ankestyrelsen henviste til Serviceloven § 114 og Serviceloven § 5, stk. 2 i bilbekendtgørelsen, som fastslår, at helbredsmæssige forholds indvirkning på evnen til at færdes og behov for særlige hensyn (f.eks. udtrætning eller risiko for forværring) skal indgå i vurderingen af, om offentlig transport kan benyttes.

Afgørelser i de konkrete sager

Ankestyrelsen fandt, at kommunerne ikke havde godtgjort, at borgernes kørselsbehov kunne tilgodeses mere hensigtsmæssigt ved andre ordninger, herunder individuel handicapkørsel eller offentlig transport. I sag 1 blev sagen hjemvist til kommunen for at indhente yderligere lægelige oplysninger om behovet for særlige indretninger som automatgear og fartpilot, da sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst på dette punkt.