Afgørelse omhandlede afklaring af hvornår et aflastningsophold kan betragtes som en anbringelse i relation til handle- og betalingsforpligtelse.

Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt et aflastningsophold for et barn, NN, skal betragtes som en anbringelse uden for hjemmet, hvilket ville medføre, at barnet får selvstændig opholdskommune og dermed ændre handle- og betalingsforpligtelsen mellem kommunerne. NN modtog aflastning i en plejefamilie syv dage hver anden uge.

Kommune YY tilbagekaldte et tilsagn om refusion til Kommune XX, idet de mente, at aflastningen udelukkende var givet for at aflaste NNs mor og burde have været bevilget efter andre bestemmelser i serviceloven. Det Sociale Nævn stadfæstede Kommune YY's afgørelse og vurderede, at aflastningen ikke kunne anses for en anbringelse, der medførte selvstændig opholdskommune.

Kommune XX klagede til Ankestyrelsen og fastholdt, at der var tale om en anbringelse efter serviceloven, og henviste til Ankestyrelsens Principafgørelse 44-11 til støtte for deres synspunkt.

Ankestyrelsen har afgjort, at Kommune YY ikke er selvstændig opholdskommune for NN og dermed ikke handle- og betalingskommune for ham. Dette betyder, at afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY fortsat er gældende.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen fastslår, at det er en forudsætning for, at Retssikkerhedsloven § 9a, stk. 4 kan finde anvendelse, at der er truffet en egentlig afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens bestemmelser. Da der i den konkrete sag alene er truffet afgørelse om aflastning af NN, har han ikke fået selvstændig opholdskommune.

Der er derfor heller ikke grundlag for mellemkommunal refusion efter Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 2, nr. 6.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at:

• Der i sagen alene er truffet afgørelse om aflastning af NN i syv dage hver anden uge.
• Hverken lovforarbejderne til servicelovens bestemmelse om aflastning eller selve lovteksten angiver, at et aflastningsophold som følge af sin tidsmæssige udstrækning skal betragtes som et anbringelsesforhold.
• Betænkning nr. 1212/1990, der dannede grundlag for bestemmelsen om aflastning, beskriver aflastning som en forebyggende foranstaltning, der tidsmæssigt kan strække sig fra kortere ophold til 2-3 uger ad gangen, og at ordningen kan fungere over en længere årrække.

Forhold til tidligere principafgørelser

Ankestyrelsen bemærker, at afgørelsen ikke er i strid med Principafgørelse 44-11, da denne principafgørelse ikke vedrører spørgsmålet om mellemkommunal refusion, men derimod omfanget af aflastning i forhold til anbringelse. Principafgørelse R-8-04 understøtter desuden, at et barn i aflastning ikke nødvendigvis anses for anbragt i relation til selvstændig opholdskommune.