Afgørelser om hjælpemidler (kørestol, badestol, transportstol) til beboere på døgninstitution

Tre sager omhandlede sondringen mellem personlige hjælpemidler og basisinventar på døgninstitutioner. I den første sag ansøgte en 64-årig multihandicappet og permanent kørestolsbruger om en manuel kørestol. Kommunen og nævnet afslog, da de vurderede stolen som et standardhjælpemiddel og basisinventar, der kunne genbruges. Institutionen fremhævede, at stolen udelukkende blev brugt af ansøgeren i 8-10 timer dagligt.

Den anden sag vedrørte en 42-årig kvinde på døgninstitution, som var permanent kørestolsbruger og ansøgte om en specialtilpasset badestol. Stolen skulle forlænges i ryg og fodplader på grund af ansøgerens højde på 188 cm. Kommunen bevilgede tilpasningerne til en manuel stol, men nævnet tiltrådte afgørelsen med den begrundelse, at stolen, trods specialtilpasning, måtte anses for basisinventar. Institutionen argumenterede for, at stolen var personlig, da den kun blev brugt af ansøgeren og medtoges ved besøg.

I den tredje sag ansøgte en 84-årig mand om en transportkørestol, da institutionens standardstole var for smalle til hans vægt på 110 kg. Han havde i 3 år fast brugt en af institutionens transportstole. Kommunen og nævnet afslog, idet de anså stolen for basisinventar uden særlig indretning, og mente institutionen skulle stille den til rådighed. Klageren fremhævede, at stolen udelukkende havde været brugt af ansøgeren og stod fast ved hans bolig.

Ankestyrelsen traf principielle afgørelser vedrørende sondringen mellem personlige hjælpemidler og basisinventar på døgninstitutioner.

I den første sag ændrede Ankestyrelsen nævnets afgørelse og fastslog, at den manuelle kørestol var et personligt hjælpemiddel. Dette skyldtes, at ansøgeren var permanent kørestolsbruger, sad i stolen 8-10 timer dagligt, og stolen udelukkende blev brugt af ansøgeren. Dog var kommunen ikke forpligtet til at yde hjælp, da kørestolen var anskaffet før ansøgningen, og der ikke forelå uopsættelighed, jf. Serviceloven § 97 og Serviceloven § 98.

I den anden sag tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse, men med en ændret begrundelse. Den specialtilpassede badestol blev anset for et personligt hjælpemiddel, da den var individuelt tilpasset med forlængelse af ryg og fodplader, og dermed ikke umiddelbart kunne anvendes af andre beboere. Desuden blev stolen kun brugt af ansøgeren dagligt og medtoges ved besøg og rejser.

I den tredje sag tiltrådte Ankestyrelsen nævnets afgørelse. Det blev fastslået, at transportstolen ikke var et personligt hjælpemiddel. Begrundelsen var, at ansøgeren ikke var permanent kørestolsbruger, og den ansøgte transportstol var uden særlige indretninger udover størrelse, hvilket betød, at den umiddelbart kunne anvendes af andre beboere. Ankestyrelsen bemærkede, at døgninstitutionen forventedes at kunne stille transportstole af forskellig størrelse til rådighed for bebørne, jf. Serviceloven § 112, stk. 1.