Hjælp til forsørgelse af mindreårig efter forældremyndighedsindehavers død

En dreng kom til Danmark i juni 1992 og boede hos sin biologiske mor og dennes ægtefælle. Efter moderens død i april 1994 fik ægtefællen forældremyndigheden over drengen. Kommunen bevilgede i en overgangsperiode hjælp til pasning af børnene i henhold til den daværende Bistandsloven § 33, stk. 2, nr. 8 indtil juni 1995.

Forældremyndighedsindehaveren anmodede herefter kommunen om vederlag til drengen efter Bistandsloven § 46c, hvilket blev afvist. Han klagede og anførte, at drengens forsørgelsesudgifter, herunder lejrture og fritidsaktiviteter, var for høje til at dækkes af det særlige børnetilskud efter Børnetilskudsloven § 4, stk. 2.

Kommunen fastholdt, at børnefamilieydelse og børnetilskud dækkede udgifterne. Ankenævnet fandt ingen hjemmel til plejeløn efter Bistandsloven § 46c, da drengen boede i eget hjem. Nævnet vurderede dog, at drengen havde mistet sit forsørgelsesgrundlag og derfor var berettiget til kontanthjælp efter Bistandsloven § 37, stk. 1 som udeboende ung, hvilket ville medføre bortfald af børnetilskud og børnefamilieydelse. Nævnet mente, at kontanthjælpen var tilstrækkelig, men åbnede for yderligere hjælp efter Bistandsloven § 46c ved uforudsete udgifter.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen, idet de mente, at afgørelsen skulle træffes efter Bistandsloven § 46c, og at børnetilskud samt børnefamilieydelse skulle udgøre barnets primære forsørgelsesgrundlag med mulighed for supplerende hjælp efter samme bestemmelse. Sagen blev behandlet principielt for at afklare, om kontanthjælp efter Bistandsloven § 37 kunne ydes til et barn i denne situation, eller om kun hjælp efter Bistandsloven § 46c var relevant, samt om børnefamilieydelse kunne medregnes som indtægt.

Ankestyrelsen fastslog, at udgifter til barnets forsørgelse, ud over hans indtægter inklusive det særlige børnetilskud efter Børnetilskudsloven § 4, stk. 2, skulle dækkes efter Bistandsloven § 46c.

Ankestyrelsens principielle vurdering

• Ankestyrelsen fandt, at Bistandsloven § 46c direkte fandt anvendelse, og der kunne derfor ikke samtidig ydes kontanthjælp til barnet efter Bistandsloven § 37. Tidligere principielle afgørelser (SM O-22-93 og SM O-71-94) vedrørte situationer, hvor barnets forsørger og forældremyndighedsindehaver fortsat var i live, og var derfor ikke relevante.
• Ankestyrelsen fandt ingen hjemmel i Lov om en børnefamilieydelse § 10 til at medregne børnefamilieydelsen ved beregningen af behov for hjælp efter Bistandsloven § 46c. Dette gjaldt også ordinært børnetilskud efter Børnetilskudsloven § 2 og ekstra børnetilskud efter Børnetilskudsloven § 3, da Bistandsloven § 46c kun henviste til Børnetilskudsloven § 4, stk. 2, og udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud afhang af, om forældremyndighedsindehaveren var enlig forsørger.
• Dog kunne der ved skønnet over omfanget af udgifter til barnets forsørgelse tages hensyn til, at en del af behovet kunne dækkes gennem børnefamilieydelse og ordinært børnetilskud.

Ankestyrelsen ændrede dermed ankenævnets afgørelse. Ydelser, der allerede var udbetalt i medfør af ankenævnets afgørelse, kunne ikke kræves tilbagebetalt.