Afslag på kontanthjælp til efterlønsbidrag under varetægtsfængsling

En borger, der var varetægtsfængslet, ansøgte om hjælp til at dække løbende udgifter til efterlønsbidrag på 285 kr. pr. måned. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at der ikke var lovhjemmel til at yde denne type hjælp.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og pålagde kommunen at yde hjælpen. Nævnet vurderede, at efterlønsbidragene var en rimeligt begrundet enkeltudgift, som var nødvendig for borgerens tilværelse efter løsladelsen. De lagde vægt på, at borgeren kun var varetægtsfængslet, at betalingen ikke kunne sættes i bero, og at manglende betaling ville medføre tab af retten til efterløn.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og fastholdt, at udgiften ikke var en rimeligt begrundet enkeltudgift, der var nødvendig for tilværelsen efter løsladelsen. De argumenterede for, at efterlønsbidrag var en pensionslignende opsparing med et element af formueforøgelse, og at udgiften ikke umiddelbart var nødvendig for borgerens tilværelse efter løsladelsen, men snarere øremærket til alderdommen.

Sagen blev behandlet i et principielt møde for at afklare, om løbende efterlønsbidrag kan anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift efter Aktivloven § 29, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne pålægges at yde hjælp til betaling af de månedlige efterlønsbidrag under borgerens varetægtsfængsling. Afgørelsen ændrede dermed det sociale nævns beslutning.

Ankestyrelsen lagde vægt på flere punkter:

• Løbende betaling af efterlønsbidrag under varetægtsfængsling kunne begrebsmæssigt ikke betragtes som en enkeltudgift.
• Hjælp i forbindelse med løsladelsen, som beskrevet i § 9 i bekendtgørelsen om kontanthjælp til varetægtsfængslede, skal relatere sig til perioden umiddelbart efter løsladelsen.
• Udnyttelse af efterlønsordningen forudsatte mange års yderligere indbetalinger, da borgeren var 40 år og derfor ville have lang tid, før retten til efterløn eller udbetaling af en engangssum ville indtræde.