Afgørelse om refusion af udgifter ved forældremyndighed for anbragte børn efter Aktivlovens § 84

En mor afgik ved døden i 1993, og hendes to børn, født i 1979 og 1983, var på det tidspunkt allerede anbragt uden for hjemmet. I juni 1995 fik ansøger, der ikke var i familie med børnene, tillagt forældremyndigheden og blev værge for dem. Børnene forblev anbragt uden for hjemmet, og for det ældste barn fortsatte hjælpeforanstaltningerne efter det fyldte 18. år.

Kommunen havde oprindeligt lovet at refundere ansøger visse udgifter i forbindelse med varetagelsen af forældremyndigheden, herunder transport, gaver og telefonudgifter. Senere ændrede kommunen praksis og ville kun refundere kørselsudgifter til møder, ansøger var indkaldt til, og stoppede refusion for det ældste barn efter det fyldte 18. år.

Ansøger indsendte en refusionsopgørelse for perioden fra maj 1996 i foråret 1999. Kommunen imødekom kun delvist kravet. Ansøger klagede til Nævnet, idet hun mente, at der var tale om en opgave pålagt af kommunen. Nævnet hjemviste sagen til kommunen for en konkret vurdering af transportudgifterne, men fandt ellers ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ydes hjælp efter Aktivloven § 84 (tidligere bistandslovens § 46c) til dækning af ansøgers udgifter i forbindelse med varetagelsen af forældremyndigheden. Begrundelsen var, at hjælp efter denne bestemmelse forudsætter, at der er tale om udgifter i forbindelse med børnenes forsørgelse.

Ankestyrelsen vurderede, at ansøger ikke kunne anses for at forsørge børnene, da de aldrig havde haft et vedvarende ophold i hendes hjem. Det blev fremhævet, at det er kommunen, der betaler for anbragte børns ophold, jf. Serviceloven § 50.

Spørgsmålet om dækning af udgifter beroede på de indgåede aftaler med kommunen. Ankestyrelsen bemærkede, at fortolkning af sådanne aftaler hører under de almindelige domstole, og hverken Ankestyrelsen eller det sociale nævn kunne træffe afgørelse herom.

Ankestyrelsen ophævede derfor det sociale nævns afgørelse. Samtidig henledte Ankestyrelsen ansøgers opmærksomhed på muligheden for vederlag til værger efter Værgemålsloven § 32.