Principiel sag om afslag på hjælp til tandbehandling begrundet i udgiftens størrelse

En 46-årig kvinde, der modtog kontanthjælp sammen med sin mand, søgte i 1999 kommunen om økonomisk hjælp til en nødvendig tandbehandling. Hendes 15 år gamle 6-leddede bro kunne ikke repareres, og en ny fast løsning ville koste 40.488 kr. Familien havde et månedligt rådighedsbeløb på lidt over 8.000 kr.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at udgiften var for stor til at kunne afholdes af en almindelig lønindtægt, og anmodede om billigere alternativer. Selvom tandlægefaglige vurderinger fastslog, at de alternative tilbud ikke var holdbare eller væsentligt billigere, fastholdt kommunen sit afslag.

Det Sociale Nævn ændrede kommunens afgørelse, da der ikke kunne findes en forsvarlig og billigere løsning. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen og ønskede en principiel vurdering af, om en kommune er berettiget til at afslå hjælp til tandbehandling alene med henvisning til, at udgiften ikke ville kunne afholdes af en almindelig lønindtægt, jf. Aktivloven § 82.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var berettiget til at afvise ansøgningen om økonomisk støtte til tandbehandling alene med den begrundelse, at udgiften ikke kunne afholdes af en almindelig lønindtægt.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at:

• Kommunen selv havde vurderet, at den ansøgte behandling var nødvendig.
• Kommunen havde fundet de alternative behandlingsforslag uforsvarlige.

På denne baggrund burde kommunen have foretaget en samlet vurdering af ansøgerens forhold. Dette inkluderede en vurdering af, om ansøgeren selv kunne afholde en del af udgiften af sit rådighedsbeløb, eventuelt via en afdragsordning med tandlægen.

Ankestyrelsen tiltrådte Det Sociale Nævns afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen i overensstemmelse med Retssikkerhedsloven § 69.