Personligt tillæg til strafafsoner - huslejebetaling og resocialisering

En borger, M, afsonede en fængselsdom og flyttede i marts 1986 til A kommune med sin samlever. Som led i M's resocialisering bevilgede kommunen et personligt tillæg til dækning af halvdelen af huslejen i den fælles bolig frem til den forventede løsladelse i november 1986.

Afsoningen blev forlænget flere gange, først til juni 1987 og senere til april 1988. A kommune opretholdt i første omgang bevillingen, men standsede den, da løsladelsen blev udskudt yderligere til april 1988.

Ankenævnet pålagde kommunen at genoptage udbetalingen af det personlige tillæg for den periode, hvor M's samlever boede alene i boligen. Nævnet mente, at samleveren havde en berettiget forventning om at kunne blive boende, især da hjælpen havde været ydet siden marts 1986.

Socialudvalget i A kommune ankede afgørelsen til Ankestyrelsen, som antog sagen til principiel behandling for at afklare spørgsmålet om løbende personligt tillæg til en strafafsoner til betaling af husleje.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune oprindeligt var berettiget til at bevilge M personligt tillæg til huslejebetaling som et led i hans resocialisering.

Dog fandt Ankestyrelsen, at kommunen var berettiget til at ophøre med udbetalingen af det personlige tillæg, da afsoningen blev forlænget med yderligere ca. 10 måneder, og hjælpen allerede havde været ydet i over et år. Ankestyrelsen fastslog dog, at hjælpen burde være bragt til ophør med et rimeligt varsel.

Ankestyrelsen ændrede dermed Ankenævnets afgørelse. Den ændrede afgørelse gav ikke grundlag for at kræve tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb i personligt tillæg.