Hjælp til samvær - Inddragelse af ægtefælles indtægt ved behovsvurdering

En borger, der var gift med en anden end faderen til sin søn, søgte om hjælp til udgifter i forbindelse med samvær med sønnen i weekender og ferier. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at borgeren havde vidst, at hun skulle holde ferie med sønnen, men alligevel var flyttet fra en rimelig bolig, hvilket medførte øgede udgifter.

Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet vurdering. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var i strid med gældende praksis og reglerne om begrundelse i Forvaltningsloven §§ 22 og 24. Nævnet lagde vægt på, at ægtefæller ikke har forsørgelsespligt over for hinandens særbørn, og at kommunen derfor ikke var berettiget til at medtage ægtefællens indtægt ved beregningen af borgerens behov for hjælp. Kommunen skulle alene medtage borgerens egne indtægter og fradrage hendes udgifter, herunder halvdelen af fællesudgifterne.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og fastholdt, at ægtefællens indtægter skulle inddrages ved vurderingen af rådighedsbeløbet, med henvisning til tidligere praksis. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om begge ægtefællers økonomiske forhold skulle medtages ved vurderingen af behov for hjælp til udgifter ved samvær med et særbarn.

Ankestyrelsen var enig i Det sociale nævns afgørelse om hjemvisning af sagen til kommunen. Der var ikke tilstrækkelige oplysninger om borgerens økonomiske forhold til at træffe en endelig afgørelse.

Principiel vurdering af ægtefælles økonomi

Ankestyrelsen fastslog principielt, at borgerens ægtefælles indtægter og udgifter ikke skulle indgå i vurderingen af, om borgeren havde ret til hjælp til udøvelse af samvær med sit særbarn.

Dette blev begrundet med, at:

• Ægtefæller ikke har forsørgelsespligt over for hinandens særbørn.
• Det fremgår af Aktivloven § 2, at enhver mand og kvinde over for det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.
• Samværsudgifter, der kan ydes hjælp til efter Aktivloven § 83, betragtes som omfattet af forsørgelsespligten for det barn, de vedrører.
• Inddragelse af ægtefællens økonomiske forhold ved trangsvurderingen ville reelt pålægge ægtefællen at bidrage til forsørgelsen af borgerens særbarn.
• Hverken formuleringen af bestemmelsen om hjælp til samvær eller dens forarbejder støtter en antagelse om, at behovet for hjælp skal vurderes på baggrund af både ansøgerens og ægtefællens forhold.

Ankestyrelsen bemærkede desuden, at den tidligere praksis (SM A-15-01), som kommunen henviste til, var ophævet.