Afslag på økonomisk hjælp til medicin grundet ægtefælles forsørgelsespligt

En borger ansøgte kommunen om økonomisk tilskud til medicin. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at borgeren selv kunne afholde udgiften. Kommunen havde ved opgørelsen af rådighedsbeløbet valgt at medregne halvdelen af de faste udgifter, da borgerens ægtefælle selvvalgt var uden indtægt og forventedes at bidrage til husholdningen.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at borgeren var berettiget til hjælp. Nævnet mente, at der ikke var hjemmel til at dele udgifterne med to, blot fordi ægtefællen ikke tidligere havde søgt kontanthjælp.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og anførte, at ydelser efter Aktivloven er subsidiære til egen forsørgelse. Kommunen ønskede en afklaring af, hvordan Aktivloven § 2 skulle fortolkes i forhold til ydelser efter Aktivloven § 82, når en ægtefælle selvvalgt var uden indtægt, og hvordan rådighedsbeløbet skulle beregnes i sådanne tilfælde.

Ankestyrelsen fandt, at borgeren ikke havde ret til økonomisk hjælp til medicinudgifter. Afgørelsen ændrede dermed det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgerens ægtefælle ikke havde indtægter og dermed ikke bidrog økonomisk til den fælles husholdning. Der var ingen oplysninger i sagen, der indikerede, at ægtefællen ikke kunne skaffe sig en indtægt ved arbejde.

Det blev fastslået, at enhver mand og kvinde har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år, jf. Aktivloven § 2. Ved beregning af rådighedsbeløbet kunne det derfor ikke tilsidesættes, at ægtefællen havde pligt til at bidrage til husholdningen. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at borgeren selv kunne afholde udgiften til medicin.