Tilbagebetalingspligt for kontanthjælp efter ændring af begrundelse

En mand, der modtog kontanthjælp, arvede 283.435 kr. i juli 2003 og stoppede sin kontanthjælp for at forsøge at starte en virksomhed. Da han i august 2004 på ny søgte kontanthjælp, oplyste han, at arven var brugt, men nægtede at dokumentere forbruget. Kommunen vurderede, at arven burde have dækket forsørgelsen i 26 måneder.

Kommunen afslog i første omgang kontanthjælp, men bevilgede den med tilbagebetalingspligt med henvisning til, at manden ikke havde givet de nødvendige oplysninger, jf. Aktivloven § 93, stk. 1, nr. 2.

Det sociale nævn fandt, at kommunens hjemmel for tilbagebetaling var forkert og tilsidesatte afgørelsen som ugyldig. Nævnet bemærkede, at kommunen ikke efterfølgende kunne ændre begrundelsen for allerede udbetalt hjælp. Nævnet foreslog dog, at kommunen kunne træffe en ny afgørelse for fremtidige udbetalinger baseret på uforsvarlig økonomi, jf. Aktivloven § 93, stk. 1, nr. 1, hvis manden ikke dokumenterede arvens forbrug.

Kommunen omkonverterede herefter den allerede udbetalte hjælp til hjælp uden tilbagebetalingspligt, men meddelte, at fremtidige udbetalinger ville være med tilbagebetalingspligt med henvisning til uforsvarlig økonomi, jf. Aktivloven § 93, stk. 1, nr. 1. Manden klagede over dette og anførte, at forbruget ikke var uforsvarligt, og at han ikke var vejledt om forventet levestandard. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, hvilket manden klagede over til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse og fandt, at kommunen ikke var berettiget til på ny at pålægge mandens kontanthjælp tilbagebetalingspligt efter Aktivloven § 93, stk. 1, nr. 1.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en tilbagebetalingspligt er et vilkår, der knyttes til den oprindelige bevilling af ydelsen. Ifølge Aktivloven § 93, stk. 2 skal kommunen senest ved udbetalingen af hjælpen oplyse modtageren om tilbagebetalingspligten og dens begrundelse.

• Det forhold, at kommunens oprindelige krav om tilbagebetaling var ulovligt (baseret på en forkert bestemmelse), medførte ikke, at selve bevillingen af kontanthjælp var ulovlig.
• Da den oprindelige afgørelse om bevilling af kontanthjælp ikke var ulovlig, og da der ikke var sket ændringer i mandens forhold, der kunne begrunde en ny afgørelse, kunne kommunen ikke ændre bevillingen fra hjælp uden tilbagebetalingspligt til hjælp med tilbagebetalingspligt.

Ankestyrelsen henviste til sin tidligere principafgørelse SM A-27-01, som fastslog, at en kommune, der har rejst et tilbagebetalingskrav efter en forkert bestemmelse, ikke efterfølgende kan ændre sin begrundelse for tilbagebetalingspligten. Manden var derfor berettiget til kontanthjælp uden tilbagebetalingspligt, såfremt han i øvrigt opfyldte betingelserne herfor.