Hjemvisning vedrørende afslag på merudgiftsydelse til bolig for ung med ADHD

En ung borger med ADHD søgte om økonomisk hjælp til dækning af merudgift til bolig efter aktivlovens § 64 a. Borgeren opfyldte betingelserne for at modtage nedsat kontanthjælp og behovsbestemt tillæg.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at der ikke var tale om en merudgift. De mente, at boligskiftet ikke var nødvendigt på grund af borgerens psykiske handicap, og at boligudgiften ikke var højere end for andre unge med samme indtægtsgrundlag.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen. Nævnet fandt, at kommunen ikke havde grundlag for at afslå ansøgningen. De henviste til aktivlovens § 64 a, stk. 2, som angiver en grænse på 1000 kr. for sædvanlig boligudgift, og mente, at kommunen skulle undersøge, om merudgiften var nødvendig på grund af borgerens nedsatte psykiske funktionsevne, og om en rimelig, billigere bolig kunne skaffes.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen for fornyet behandling. Afgørelsen blev truffet med henblik på at belyse praksis for støtte efter aktivlovens § 64 a.

Kommunen skal, inden der tages stilling til tilskud efter aktivlovens § 64 a, stk. 1-2, undersøge, om der kan skaffes en rimelig og billigere bolig, jf. aktivlovens § 64 a, stk. 3. Derudover skal kommunen vurdere, om en eventuel merudgift til bolig er nødvendig på grund af borgerens nedsatte psykiske funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren var omfattet af persongruppen i aktivlovens § 64 a, da han var under 25 år, på forrevalidering og led af ADHD. Det blev også fremhævet, at aktivlovens § 64 a, stk. 2, med sin 1000 kr. grænse, giver retningslinjer for, hvad der kan anses for en sædvanlig boligudgift, og dermed hvor en merudgift kan opstå.