Krav om medicinsk behandling er en afgørelse

En sygedagpengemodtager havde været sygemeldt siden 19. marts 2007. Kommunen meddelte den 4. maj 2008, at hendes dagpengeret ville ophøre samme dag, hvis hun ikke påbegyndte medicinsk behandling, med henvisning til Sygedagpengeloven § 21, stk. 1, nr. 1.

Modtageren meddelte den 2. juni 2008, at hun havde påbegyndt behandlingen, men oplevede problemer og klagede derfor over kommunens afgørelse. Beskæftigelsesankenævnet afviste at realitetsbehandle sagen. Nævnet begrundede afvisningen med, at kommunens krav om medicinsk behandling ikke var en afgørelse, men en processuel beslutning, da dagpengeudbetalingen endnu ikke var standset.

Dagpengemodtageren klagede herefter over nævnets afgørelse. Sagen blev behandlet i et principielt møde for at afklare, om kommunens meddelelse om at standse dagpenge ved manglende behandling var en afgørelse, der kunne påklages til Beskæftigelsesankenævnet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fastslog, at kommunens krav om, at en sygedagpengemodtager skulle modtage behandling for at bevare retten til dagpenge, var en afgørelse, der kunne påklages.

Begrundelsen var, at kommunen havde fastsat, hvad der skulle være ret i den konkrete sag, og dermed truffet en ensidig og bindende tilkendegivelse med væsentlig betydning for borgeren. Dette er i overensstemmelse med Retssikkerhedsloven § 60, stk. 1.

Modtageren havde derfor krav på at få sin sag behandlet af klageinstansen, selvom hun havde påbegyndt behandlingen for at undgå at miste dagpengene. Sagen blev derfor hjemvist til Beskæftigelsesankenævnet for en ny realitetsbehandling.