Hjælp til beklædning under afsoning - medregning af arbejdsdusør ved vurdering

En indsat søgte i juli 1995 kommunen om hjælp til beklædning, da han ikke havde tøj, han kunne være bekendt at gå i ved en mulig prøveløsladelse eller udgang. Han havde siden sit 18. år modtaget hjælp i henhold til Bistandsloven § 37, bortset fra under afsoning. Kommunen havde tidligere i april 1995 afslået en lignende ansøgning. Den indsatte oplyste, at hans løn under indsættelsen ikke var stor nok til at købe tøj.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. De skønnede, at den indsatte forud for afsoningen havde haft økonomisk mulighed for at anskaffe beklædning, og at denne beklædning ville kunne bruges. De oplyste, at hans ugentlige indtægt fra arbejde i fængslet var 360 kr. samt 305 kr. ugentligt til kost og fornødenheder, hvilket svarede til et månedligt beløb på 2.881 kr..

Ankenævnet stadfæstede kommunens afslag på hjælp til beklædning i henhold til bistandslovens § 46. Nævnet begrundede afgørelsen med, at den indsatte havde et månedligt rådighedsbeløb på ca. 1.500 kr. efter betaling af kost m.v., og fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn. Kriminalforsorgen klagede til Ankestyrelsen og anførte, at arbejdsdusør til indsatte ikke burde forventes anvendt til faste udgifter.

Ankestyrelsen fandt, at den indsatte på baggrund af det oplyste om hans samlede månedlige indtægter, herunder arbejdsdusøren, måtte anses for selv at have midler til at afholde i hvert fald en del af den ansøgte udgift til beklædning.

Ankestyrelsen fastslog, at en indsats arbejdsdusør skulle medregnes som indtægt ved vurderingen af, om der kunne ydes hjælp efter Bistandsloven § 46, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kontanthjælp til særlige persongrupper § 7, stk. 2, til anskaffelse af beklædning, der skulle benyttes uden for Kriminalforsorgens institutioner.

Sagen blev herefter hjemvist til kommunen. Kommunen skulle foretage en konkret økonomisk vurdering af, hvor stor en del af udgifterne til den ansøgte beklædning, den indsatte selv kunne afholde. Det skulle ved denne vurdering påses, at der blev afsat tilstrækkelige midler til dækning af den indsattes øvrige behov under afsoningen. Ankestyrelsen ændrede dermed Ankenævnets afgørelse.