Enlig forsørger med 4 børn bevilges hjælp til husleje trods sanktion for udeblivelse

En borger blev sanktioneret i sin kontanthjælp i cirka to måneder grundet udeblivelse fra en jobsamtale uden rimelig grund. Dette medførte, at borgeren ikke kunne betale sin husleje og ansøgte kommunen om enkeltydelse til dækning af udgiften.

Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til, at behovet for hjælp var en direkte konsekvens af sanktionen og derfor ikke kunne anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift. Kommunen henviste til Aktivloven § 81 og Principafgørelse A-19-02.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at betingelserne for undtagelsesvist at yde hjælp til den forudseelige udgift var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at borgeren var enlig forsørger for fire mindreårige børn, at fogeden havde indledt en sag om udsættelse fra lejemålet, og at borgeren ikke tidligere havde modtaget hjælp til huslejerestance. Nævnet henviste til Principafgørelse A-9-02 og fandt, at hensynet til familiens livsførelse vejede tungere end hensynet til at forhindre omgåelse af sanktionsreglerne.

Kommunen klagede herefter over nævnets afgørelse, idet den mente, at afgørelsen stred mod Principafgørelse A-19-02. Sagen blev behandlet i principielt møde som et supplement til Principafgørelse A-19-02.

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse og fandt, at afholdelsen af huslejeudgiften var af helt afgørende betydning for ansøgerens og hendes families livsførelse.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på de konkrete omstændigheder i sagen:

• Ansøgeren var ikke tidligere blevet sanktioneret for udeblivelser fra samtaler.
• Hun havde ikke tidligere modtaget hjælp til huslejerestance.
• Hun var enlig forsørger for fire børn, herunder et barn med autisme.

Ankestyrelsen vurderede, at afholdelsen af udgiften til husleje var afgørende for familiens særlige behov for stabilitet. Der kunne derfor ydes hjælp til at sikre, at familien kunne blive i lejligheden efter Aktivloven § 81, som tillader undtagelsesvis hjælp til forudseelige udgifter, hvis de er af helt afgørende betydning for familiens livsførelse.

Ankestyrelsen bemærkede desuden, at kommunen, hvis betingelserne var opfyldt, kunne gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig efter Aktivloven § 93, stk. 1.