Hjælp til tandbehandling - afslag begrundet i høje boligudgifter

En borger, der modtog sygedagpenge, ansøgte om økonomisk hjælp til tandbehandling, da han ikke mente at kunne betale for den. Kommunen gav afslag med henvisning til, at borgeren tidligere (i 1998 og 2002) var blevet opfordret til at finde en billigere bolig. Kommunen mente, at borgeren havde bragt sig i en selvforskyldt situation, da hans indtægter ikke stod mål med boligudgifterne.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet vurderede, at borgeren ved en anderledes prioritering af sine udgifter selv havde økonomisk mulighed for at betale for tandbehandlingen. Nævnet lagde vægt på, at boligudgifterne var for store i forhold til indkomsten, og at borgeren tidligere var blevet oplyst om dette.

Borgeren klagede til Ankestyrelsen og anførte, at det ikke var taget i betragtning, om det var muligt at få en billigere bolig. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare betydningen af høje boligudgifter i forhold til ansøgers indkomst ved ansøgning om hjælp til tandbehandling.

Ankestyrelsen fandt, at afslag på hjælp til tandbehandling ikke alene kunne gives med henvisning til for høje boligudgifter og tidligere påtaler. Det er en betingelse for hjælp efter Aktivloven § 82, at ansøgeren eller ægtefællen ikke har indtægter eller formue til at dække behandlingen.

Krav til kommunens vurdering

Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af ansøgerens økonomiske forhold. Denne vurdering indebærer:

• En sammenholdelse af ansøgerens indtægter og formue på ansøgningstidspunktet med nødvendige, dokumenterede fremtidige udgifter som husleje, forsikringer, el og vand.
• Ved vurdering af huslejeudgifternes rimelighed skal det indgå, om det var eller er muligt at skaffe en rimelig og billigere bolig, eller om ansøger tidligere er blevet tilbudt en sådan.
• Hvis det var eller er muligt, skal det vurderes, om denne lavere boligudgift ville have medført, at ansøgeren selv kunne betale for hele eller dele af behandlingen.
• Kommunen skal også vurdere, om behandlingen var nødvendig at foretage på ansøgningstidspunktet, eller om den kunne udsættes.

Da kommunen ikke havde foretaget denne konkrete vurdering, blev sagen hjemvist til fornyet behandling i kommunen.