Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan til udstykning i Hedensted Kommune

Beslutningsgrundlaget for afgørelsen

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på et utilstrækkeligt kendskab til eller forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Nævnet bemærkede, at kommunens afgørelse var baseret på en skønsmæssig vurdering, og at en tidligere dispensation fra 2014 ikke havde afgørende betydning for sagens udfald.

Naboorientering

Efter Planlovens § 20, stk. 1 skal der som udgangspunkt ske naboorientering. Dog gælder kravet om orientering ikke, hvis en forudgående orientering efter kommunens skøn er af underordnet betydning, jf. Planlovens § 20, stk. 2. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering af klager var af underordnet betydning, da lokalplanen selv åbner mulighed for dispensation til mindre grundstørrelser, og der tidligere var dispenseret i området.

Partshøring

De almindelige regler om partshøring i Forvaltningslovens § 19, stk. 1 gælder ved siden af planlovens bestemmelser om naboorientering. Planklagenævnet fandt ikke, at klageren var part i sagen om dispensation fra lokalplanens § 4, stk. 1, til udstykning. Dette skyldtes, at afgørelsen alene medførte matrikulære ændringer og ikke i sig selv medførte tilstrækkelig direkte og væsentlige gener for klageren. Det var uafklaret, om en eventuel byggetilladelse til at bebygge de udstykkede grunde ville kunne udsætte klageren for konkrete og væsentlige gener, der kunne begrunde partsstatus.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hedensted Kommunes afgørelse. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.