Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19 nærhed

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse om at sætte en minkbesætning under offentligt tilsyn og påbyde aflivning af dyrene. Afgørelsen var truffet på baggrund af besætningens geografiske placering inden for en radius af 7,8 km fra en COVID-19 smittet pelsdyrfarm.

Fødevarestyrelsens oprindelige afgørelse

Fødevarestyrelsen traf den 29. oktober 2020 afgørelse om at sætte klagers minkbesætning under offentligt tilsyn. Dette skete i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1. Baggrunden var, at besætningen lå inden for den fastsatte 7,8 km zone fra en smittet minkfarm. Det offentlige tilsyn indebar blandt andet, at minkbesætningen skulle aflives, og at der ikke måtte pelses mink eller til- og fraflyttes levende dyr. Fødevarestyrelsen vurderede, at hensynet til smitte med COVID-19 var så væsentligt, at partshøring kunne ske efter afgørelsen var truffet, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 3.

Klagerens anbringender

Klageren, repræsenteret ved advokat, påklagede afgørelsen den 5. november 2020. Klagen omhandlede primært:

• Væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring.
• Manglende dokumentation for effektiviteten og nødvendigheden af Fødevarestyrelsens aflivningsstrategi.
• At afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet.

Klageren anførte desuden, at der ikke var udleveret retssikkerhedsbrev eller anført hjemmelsgrundlag ved styrelsens indtrængen på farmene. Klageren mente, at partshøringen burde have været mere grundig grundet afgørelsens vidtgående karakter, og at den manglende mulighed for at søge rådgivning gjorde afgørelsen ugyldig. Klageren bestred også den faglige baggrund for aflivningsstrategien, herunder valget af 7,8 km zonen, og udtrykte usikkerhed om fremtidig drift og kompensation.

Fødevarestyrelsens bemærkninger

Fødevarestyrelsen bemærkede, at mundtlig partshøring er tilladt, og at en skriftlig høring ikke var mulig grundet afgørelsens hastende karakter og risikoen for folkesundheden. Styrelsen henviste til Lov om hold af dyr § 65, stk. 1 vedrørende adgang til ejendomme. Styrelsen fastholdt, at aflivning inden for 7,8 km zonen var nødvendig og proportional, da mindre indgribende foranstaltninger ikke havde været tilstrækkelige til at forhindre smittespredning. Beslutningen var truffet ud fra et forsigtighedshensyn, da der manglede tilstrækkelig viden om COVID-19 bekæmpelse i mink.

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere oplysninger vedrørende fastsættelsen af 7,8 km zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere dokumenter fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.

Dansk Veterinær Konsortiums vurderinger

DVK's notater fra september og oktober 2020 fremhævede behovet for hurtig intervention grundet minkbesætningers potentiale som COVID-19 reservoir. DVK vurderede, at risikoen for smitte var større tæt på smittede farme, og at afstandskriteriet var det mest valide baseret på geografisk udbredelse af smittede farme. Medianafstanden mellem smittede farme var 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km). Senere analyser viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer. DVK understregede, at der var stor usikkerhed, da der manglede erfaring med præventiv nedslagning og påvisning af risikofaktorer.

Sundhedsstyrelsens status

Sundhedsstyrelsen vurderede i september 2020, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke var tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme. Yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse om offentligt tilsyn og aflivning af minkbesætningen. Nævnet begrænsede sin prøvelse til begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen. Afgørelsen henviste alene til, at besætningen lå inden for 7,8 km zonen, som fastsat i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1. Nævnet vurderede dog, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen.

Partshøringspligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at styrelsen forgæves havde forsøgt mundtlig partshøring, og at klagerens interesse i udsættelse af afgørelsen måtte vige for det væsentlige hensyn til offentlighedens interesse i at hindre smittespredning med COVID-19. Nævnet bemærkede, at klageren havde fået mulighed for at komme med bemærkninger efterfølgende, men ikke havde gjort det.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag ikke havde været tilstrækkelige, og at det ikke var muligt at isolere eller vaccinere mink for at undgå smittespredning. Nævnet inddrog DVK's oplysninger om medianafstande og den højeste konstaterede afstand på 7,8 km, og vurderede, at det ud fra et forsigtighedsprincip var proportionalt at anvende den højeste afstand givet risikoen for folkesundheden og den særlige situation. Nævnet henviste også til den epidemiologiske udredning fra Statens Serum Institut og Københavns Universitet.