Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19 nærhed

Nye oplysninger under sagsbehandlingen

Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodede Fødevarestyrelsen om yderligere oplysninger vedrørende fastsættelsen af 7,8 km zonen. Fødevarestyrelsen fremsendte en redegørelse og flere dokumenter fra Dansk Veterinær Konsortium (DVK) og Sundhedsstyrelsen.

Dansk Veterinær Konsortiums vurderinger

DVK's notater fra september og oktober 2020 fremhævede behovet for hurtig intervention grundet minkbesætningers potentiale som COVID-19 reservoir. DVK vurderede, at risikoen for smitte var større tæt på smittede farme, og at afstandskriteriet var det mest valide baseret på geografisk udbredelse af smittede farme. Medianafstanden mellem smittede farme var 1,06 km (5-95-percentiler: 0,6-7,8 km). Senere analyser viste, at kort afstand til smittede farme og stor besætningsstørrelse var signifikante risikofaktorer. DVK understregede, at der var stor usikkerhed, da der manglede erfaring med præventiv nedslagning og påvisning af risikofaktorer.

Sundhedsstyrelsens status

Sundhedsstyrelsen vurderede i september 2020, at de implementerede overvågnings- og opsporingstiltag ikke var tilstrækkelige til at forebygge smitte af nye minkfarme. Yderligere tiltag var nødvendige for at opnå kontrol med smittespredningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Fødevarestyrelsens afgørelse om offentligt tilsyn og aflivning af minkbesætningen. Nævnet begrænsede sin prøvelse til begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da den ikke angav de hovedhensyn, der lå bag skønsudøvelsen. Afgørelsen henviste alene til, at besætningen lå inden for 7,8 km zonen, som fastsat i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 15, stk. 1. Nævnet vurderede dog, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klagerens forståelse ikke var påvirket, og styrelsen efterfølgende havde uddybet begrundelsen.

Partshøringspligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsen ikke havde tilsidesat partshøringspligten efter Forvaltningsloven § 19, stk. 1, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 3. Nævnet lagde vægt på, at styrelsen forgæves havde forsøgt mundtlig partshøring, og at klagerens interesse i udsættelse af afgørelsen måtte vige for det væsentlige hensyn til offentlighedens interesse i at hindre smittespredning med COVID-19. Nævnet bemærkede, at klageren havde fået mulighed for at komme med bemærkninger efterfølgende, men ikke havde gjort det.

Proportionalitetsprincippet

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fødevarestyrelsens proportionalitetsvurdering. Afgørelsen om offentligt tilsyn og aflivning blev anset for nødvendig og egnet til at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer i medfør af Lov om hold af dyr § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, litra b og h og Lov om hold af dyr § 63. Nævnet lagde vægt på, at mindre indgribende tiltag ikke havde været tilstrækkelige, og at det ikke var muligt at isolere eller vaccinere mink for at undgå smittespredning. Nævnet inddrog DVK's oplysninger om medianafstande og den højeste konstaterede afstand på 7,8 km, og vurderede, at det ud fra et forsigtighedsprincip var proportionalt at anvende den højeste afstand givet risikoen for folkesundheden og den særlige situation. Nævnet henviste også til den epidemiologiske udredning fra Statens Serum Institut og Københavns Universitet.