Planklagenævnets afgørelse om afslag på genoptagelse af sag vedrørende lokalplan i Hjørring

Beslutningsgrundlaget

Klageren anførte, at den oprindelige afgørelse var truffet på baggrund af forkerte opfattelser af fakta og var en politisk, ikke faglig, beslutning. Klageren henviste til, at forvaltningen havde indstillet til godkendelse, men udvalget valgte at fastholde det nuværende plangrundlag. Planklagenævnet bemærkede, at et udvalg ikke er forpligtet til at følge forvaltningens indstilling. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunens afgørelse var baseret på utilstrækkeligt kendskab eller forkert opfattelse af sagens faktiske forhold. Kommunen har et vidtgående planlægningsmæssigt skøn, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Kommunen kunne desuden lægge vægt på naboindsigelser i sin skønsmæssige vurdering af støj- og trafikforhold. Da der ikke findes regler i planloven, der forpligter en kommune til at vedtage en lokalplan endeligt, fandt Planklagenævnet ikke, at Hjørring Kommune havde begået en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der medførte pligt til genoptagelse.

Begrundelse for afgørelsen

Klageren ønskede en fyldestgørende begrundelse for afslaget af 13. september 2019. Planklagenævnet henviste til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2, som fastslår krav til begrundelse af skriftlige afgørelser. Kommunens afgørelse var begrundet med, at støj- og trafikforholdene havde for store konsekvenser i området, og afgørelsen var vedlagt referatet fra Teknik- og Miljøudvalgets møde, som redegjorde for indsigelser og miljømæssige påvirkninger. Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, da den indeholdt de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen, samt de konkrete forhold, der indgik. Der var således ikke begået væsentlige sagsbehandlingsfejl ved den tidligere behandling af sagen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Hjørring Kommunes afslag på genoptagelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Den 14. juli 2020 ophævede PKN Gentofte Kommunes afgørelse af 19. september 2017 (2. etape) som ufornøden. PKN vurderede, at fjernelse og genplantning af beplantning var umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 10, stk. 2, og derfor ikke krævede dispensation. PKN henviste til, at en lokalplan kan indeholde bestemmelser om bevaring af eksisterende beplantning jf. Planloven § 15, stk. 2, nr. 10, men at det er en betingelse i forhold til Planloven § 18, at beplantningen er konkretiseret i lokalplanen, f.eks. via et kortbilag. Da lokalplanens § 10, stk. 2, ikke præcist angav, hvilke træer/planter der skulle bevares, fandt nævnet, at fjernelsen og genplantningen var umiddelbart tilladt.

PKN valgte desuden af egen drift at genoptage sin afgørelse af 12. november 2018, da den var truffet på et faktuelt forkert grundlag. PKN konstaterede, at lokalplanen ikke udpegede de konkrete træer og beplantninger som bevaringsværdige, hvilket medførte en væsentlig retlig mangel i form af en hjemmelsmangel. Konsekvensen var, at det ansøgte ikke krævede dispensation.

Anmodning om genoptagelse

Klageren anmodede den 29. oktober 2020 om genoptagelse af PKN's afgørelse af 14. juli 2020. Klageren mente, at afgørelsen var forkert, idet lokalplanens § 10, stk. 2, ifølge klageren omfatter alle beplantningsbælter, plantninger og træer inden for lokalplanens område, uanset etableringstidspunkt. Klageren anførte, at bestemmelsen ikke er begrænset til specifikt markerede træer/planter, og at det derfor er i strid med lokalplanen at ændre eller fjerne enhver beplantning. Klageren anmodede desuden om tilbagebetaling af klagegebyret fra en tidligere sag (18/05879).