Klage over Fredningsnævnets afgørelse om ikke miljøvurderingspligt af forslag om fredning ved Gl. Lejre og [vejnavn1]

Klagernes Anbringender

Afgørelsen blev påklaget af omboende, Danmarks Naturfredningsforening (lokalafdeling Roskilde) og Region Sjælland. Klagernes hovedargumenter var:

• Klager 1 (omboende): Anførte, at der ikke er hjemmel til retlig lovliggørelse af retsakter omfattet af SMV-direktivet, og at fredningskendelsen burde være omfattet af obligatorisk miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 1, da den regulerer projekter omfattet af lovens bilag 2 (f.eks. råstofindvinding, vindmøller, landbrugsbyggeri). Klager henviste til EU-domstolens praksis (sag C-24/19 og C-444/15) og kritiserede, at screeningen var baseret på misforståelser og uden partshøring. Det blev også anført, at det var betænkeligt, at sagsrejser (Danmarks Naturfredningsforening) havde udarbejdet udkast til screeningen.
• Klager 2 (Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdeling Roskilde): Mente, at fredning af intensivt dyrket mark med potentiale for naturudvikling udgjorde en negativ miljøpåvirkning, og at fredningens forbud mod forbedringer hæmmede formålet. Desuden blev det anført, at forbud mod råstofindvinding forhindrede skabelse af rekreativt landskab efter endt gravning.
• Klager 3 (Region Sjælland): Vurderede, at fredningen havde væsentlig indvirkning på miljøet, især pga. tab af en stor råstofressource (anslået 25-30 mio. m3). Regionen mente, at dette ville medføre øget CO2-udledning og mere trafik på mindre veje, da råstoffer skulle hentes længere væk. Regionen henviste til Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis om, at også negative fastlæggelser af rammer skal inddrages i screeningen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen over Fredningsnævnet for Østsjællands afgørelse om, at forslaget om supplerende fredning ikke var omfattet af krav om miljøvurdering. Nævnet begrænsede sin prøvelse til partshøring, miljøscreening/obligatorisk miljøvurdering, sagsrejsers deltagelse i sagsforberedelsen og selve screeningsafgørelsen, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Partshøring

Nævnet fandt, at lodsejerne burde have været partshørt over det faktuelle grundlag for screeningsafgørelsen, som sagsrejser havde indsendt. Dog vurderede nævnet, at den manglende partshøring var konkret uvæsentlig og ikke medførte afgørelsens ugyldighed. Dette skyldtes, at berørte myndigheder, herunder Region Sjælland, var blevet hørt og havde fremsat lignende indsigelser som klagerne. Desuden havde klagerne haft mulighed for at fremføre deres synspunkter i klagesagen, og lodsejerne var oprindeligt inddraget som parter i fredningssagen. Dette blev vurderet i lyset af Forvaltningsloven § 19.

Miljøscreening eller Obligatorisk Miljøvurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet fastslog, at fredningsforslaget ikke var omfattet af obligatorisk miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven § 8, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at fredningsbestemmelserne (§ 3, § 4 og § 5) ikke fastlægger kriterier og fremgangsmåder for tilladelse eller iværksættelse af projekter omfattet af lovens bilag 2, men alene har karakter af generelle forbud. Fredningsforslaget var derfor alene omfattet af screeningspligt efter Miljøvurderingsloven § 8, stk. 2, nr. 2.

Fredningsrejsers Deltagelse i Sagsforberedelsen

Nævnet fandt, at det var foreneligt med kompetencefordelingen i miljøvurderingsloven, at sagsrejser (Danmarks Naturfredningsforening) tilvejebragte det faktiske grundlag for screeningen. Fredningsnævnet havde selvstændigt vurderet oplysningerne og indestod for deres rigtighed. Der blev ikke fundet mangler ved afgørelsens tilblivelse på dette punkt.

Vurdering af Screeningsafgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Fredningsnævnet for Østsjællands vurdering af, at fredningsforslaget ikke forventedes at få væsentlig indvirkning på miljøet. Nævnet lagde vægt på, at fredningsnævnet havde inddraget relevante kriterier fra Miljøvurderingslovens bilag 3 og resultaterne af høringer, jf. Miljøvurderingsloven § 32. Screeningsskemaet viste, at der enten ikke var nogen påvirkning eller en mindre positiv påvirkning på natur og landskab. Nævnet bemærkede, at fredningsforslaget ikke indebar væsentlige ændringer eller nye aktiviteter udover naturpleje og øget færdsel. Klagenævnet fandt, at fredningsnævnet tilstrækkeligt havde forholdt sig til indsigelser vedrørende råstofplanlægning, CO2-udledning og trafik, og at det var berettiget at inddrage arealets omfang i vurderingen af råstofinteresser. Det var også korrekt, at fredningsnævnet havde omtalt påvirkning af Natura 2000-områder, da dette er en forpligtelse.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

En lodsejer i det berørte område påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 23. september 2019. Klageren anførte primært, at:

• Der var sket tilsidesættelse af officialprincippet og ulovlig delegation, da fredningsnævnet ukritisk havde lagt et forældet screeningsnotat til grund for afgørelsen.
• Arealet på 95 hektar ikke kunne betragtes som et ”mindre område” i henhold til Miljøvurderingsloven § 8, stk. 2, nr. 1, og at tidligere afgørelser havde fastslået krav om miljøvurdering for mindre arealer.
• Der ikke var foretaget en væsentlighedsvurdering af planens mulige påvirkninger på de omkringliggende Natura 2000-områder, hvilket er et krav ifølge EU-domstolens praksis og Naturbeskyttelseslovens § 36, stk. 1.
• Afgørelsen manglede konkret begrundelse og levede ikke op til begrundelsespligten efter Miljøvurderingsloven § 33.

Miljøstyrelsen havde i en skrivelse af 22. maj 2018 informeret kommuner og fredningsnævn om, at fredninger kan være omfattet af reglerne om miljøvurdering, og at sagsrejser bør tilvejebringe grundlaget for en sådan vurdering, hvorefter fredningsnævnet træffer afgørelse om screening.