Planklagenævnets afgørelse om lovliggørelsespåbud vedrørende oplagshøjde i Hundested Havn

Halsnæs Kommune traf den 17. september 2020 afgørelse om, at oplagshøjden af gods på en ejendom i Hundested var i strid med gældende lokalplan og en tidligere dispensation. Kommunen udstedte et påbud om lovliggørelse af oplagshøjden. Adressaten klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet. Sagen omhandler primært fortolkning af lokalplanbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper i forbindelse med kommunens påbud.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Halsnæs Kommunes afgørelse om lovliggørelse af oplagshøjden forbliver gældende.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet fastslog, at det kun kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet havde derfor ikke kompetence til at vurdere klagepunkter vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed, såsom den visuelle lighed mellem oplag og bygninger, eller kommunens tilrettelæggelse af tilsynsopgaver, herunder fastsatte tidsfrister i påbuddet.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Nævnet vurderede, at oplagring af tømmer uden for det i lokalplanen angivne byggefelt og i en højde over 6 meter hverken var i overensstemmelse med lokalplanens § 4.4.1 eller den dispensation, der blev givet den 24. februar 2014. Forholdet krævede derfor dispensation i henhold til Planloven § 19. Det blev understreget, at alle lokalplanbestemmelser skal overholdes, uanset om oplaget måtte være i overensstemmelse med andre bestemmelser i lokalplanens § 4.

Begrundelse for påbuddet

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde opfyldt begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Kommunens afgørelse var baseret på en fortolkning af lokalplanens § 4.4.1 og den tidligere dispensation, og der var ikke tale om et administrativt skøn, der krævede angivelse af hovedhensyn. Selvom kommunen burde have henvist til Planloven § 18 og Planloven § 51, ansås dette ikke for en væsentlig retlig mangel, der gjorde afgørelsen ugyldig.

Partshøring og varsling

Selvom kommunen ikke havde partshørt klageren om indholdet af alle de klager, der lå til grund for påbuddet, fandt Planklagenævnet, at den manglende partshøring ikke udgjorde en væsentlig retlig mangel, der medførte afgørelsens ugyldighed. Nævnet lagde vægt på, at kommunen forud for påbuddet havde varslet om det påtænkte påbud og partshørt klageren om hovedindholdet af klagerne samt det retlige og faktiske grundlag. Klageren havde desuden haft mulighed for at kommentere på det faktiske grundlag og efterfølgende fået aktindsigt i klagerne under nævnets behandling af sagen. Dette sikrede, at klageren havde tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i overensstemmelse med .