Stadfæstelse af afgørelse om offentligt tilsyn med minkfarm grundet COVID-19

Sagen omhandler en klage over Fødevarestyrelsens afgørelse af 25. september 2020 om at sætte en minkbesætning under offentligt tilsyn som følge af konstateret smitte med COVID-19. Afgørelsen blev truffet i medfør af Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 14, stk. 1 og Lov om hold af dyr § 30, stk. 1, jf. Lov om hold af dyr § 66, stk. 5.

Virksomheden påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 16. oktober 2020. Klagen anførte primært, at afgørelsen led af væsentlige formelle mangler, herunder manglende partshøring og begrundelse. Desuden blev det anført, at Fødevarestyrelsens strategi for aflivning ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, og at afgørelsen stred mod proportionalitetsprincippet.

Fødevarestyrelsens håndtering og begrundelse

Fødevarestyrelsen havde telefonisk partshørt klager samme dag, som afgørelsen blev fremsendt. Klager mente, at dette ikke gav tilstrækkelig mulighed for at varetage interesser, især grundet afgørelsens vidtgående økonomiske og driftsmæssige konsekvenser. Klager henviste til, at der burde stilles store krav til partshøringen i sager af denne karakter.

Fødevarestyrelsen fastholdt, at mundtlig partshøring var acceptabel, og at det af tidsmæssige årsager var nødvendigt at handle hurtigt på grund af risikoen for folkesundheden. Styrelsen argumenterede for, at aflivning af smittede besætninger var en nødvendig og proportional foranstaltning, da mindre indgribende tiltag ikke havde været tilstrækkelige til at forhindre smittespredning. Styrelsen påpegede, at der var tale om en særlig situation med utilstrækkelig viden om COVID-19's spredning mellem mennesker og mink, hvilket nødvendiggjorde et forsigtighedshensyn i henhold til Lov om hold af dyr § 63.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen med fokus på begrundelsespligten, partshøringspligten og proportionalitetsprincippet i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1.

Begrundelsespligten

Nævnet fandt, at Fødevarestyrelsens afgørelse ikke fuldt ud opfyldte begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1. Selvom den korrekte hjemmel i Bekendtgørelse om COVID-19 hos pelsdyr § 14, stk. 1 var anført, manglede en uddybning af de hovedhensyn, der lå bag styrelsens skønsmæssige beslutning om at meddele påbud om særlige foranstaltninger. Nævnet vurderede dog, at manglen ikke var konkret væsentlig for afgørelsens resultat, da klager var bekendt med det faktiske grundlag (positiv prøve fra Statens Serum Institut), og styrelsen efterfølgende havde uddybet baggrunden.