Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om skovrejsning: Ophævelse og hjemvisning grundet mangelfuldt screeningsgrundlag

Nævnet bemærkede, at Fredericia Kommune fejlagtigt havde henvist til VVM-bekendtgørelsen, da afgørelsen skulle have været truffet efter Miljøvurderingsloven § 21, idet loven trådte i kraft før afgørelsen blev truffet, jf. Miljøvurderingsloven § 57, stk. 8, nr. 1. Denne fejlagtige hjemmelshenvisning blev dog anset for uvæsentlig, da regelsættene indholdsmæssigt er ens.

Screeningsafgørelsens grundlag

Nævnet fastslog, at en screeningsafgørelse skal baseres på bygherrens anmeldelse af projektet, jf. Miljøvurderingsloven § 21, stk. 1. I dette tilfælde havde Fredericia Kommune imidlertid forudsat, at skovrejsningen ville følge de statslige tilskudsregler, herunder et afstandskrav på 30 meter til naboejendomme, selvom bygherrens ansøgning og kortmateriale viste et projekt helt til skel. Nævnet fandt, at kommunens screeningsafgørelse led af en væsentlig retlig mangel, da den ikke var foretaget på grundlag af bygherrens faktiske ansøgning.

Manglende mulighed for vilkår og ændring

Miljø- og Fødevareklagenævnet understregede, at en screeningsafgørelse ikke er en tilladelse, og at der derfor ikke kan stilles vilkår i afgørelsen. En myndighed kan ikke tilskære et projekt i forbindelse med en screening og træffe afgørelse på et andet grundlag end det ansøgte. Nævnet havde heller ikke mulighed for at ændre afgørelsen til et reduceret projekt, da det ville betyde, at nævnet som førsteinstans behandlede et andet projekt end det oprindeligt ansøgte.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Fredericia Kommunes afgørelse af 24. juni 2020 og hjemviste sagen til fornyet behandling. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

• Ændring af landskabet og forvandling af ejendommen til en indelukket skovbolig.
• Reduceret udsyn og skyggepåvirkning på ejendommen, især i haven.
• Risiko for forringet afvanding af landbrugsjord på grund af træers rødder, der potentielt kunne ødelægge dræn.
• Forringelse af ejendommens værdi som følge af landskabelige, miljømæssige og erhvervsmæssige påvirkninger.
• En ændring af projektet efter screeningsafgørelsen, der skabte en urentabel "lomme" mellem ejendommen og projektområdet, med risiko for lugt- og insektgener eller ukrudt.
• Manglende fremsendelse af alt relevant materiale fra kommunen.

Klageren argumenterede desuden for, at projektet burde være miljøvurderingspligtigt, da det ville ændre landskabet, påvirke historiske og kulturelle træk, og have betydning for udsynet for borgere i området. Det blev også anført, at projektområdet ikke var fuldt tilskudsberettiget, og at miljøeffekten var ubetydelig.

Sorø Kommunes vurdering

Sorø Kommune fastholdt i sin afgørelse af 21. december 2017, at klageren ikke var part i sagen. Kommunen begrundede dette med, at skovrejsningsarealet var placeret under hensyntagen til naboer, med en afstand på 34-104 meter til klagers ejendom og en ubeplantet "lomme" på ca. 3.400 m². Kommunen vurderede, at projektet kun ville medføre skygge fra morgensolen og ville give udsigt til et naturprojekt frem for byggeri. Kommunen mente desuden, at ejendomsværdien ikke ville forringes, og at klagers oplysninger ikke ville ændre afgørelsen om ikke-miljøvurderingspligt, hvilket gjorde en genoptagelse til en ren formalitet.