Afvisning af klage over afslag på lovliggørende dispensation i kolonihaveområde

Hvidovre Kommune afslog den 12. juni 2020 en ansøgning om lovliggørende dispensation til et sammenbygget ud- og kolonihavehus på ejendommen [adresse1]. Afslaget blev givet med henvisning til lokalplan nr. 139, Kolonihaveområdet Præstemosen.

Kommunens Afgørelse

Kommunen begrundede sit afslag med lokalplanens § 5.2, som fastslår, at udhuse, drivhuse og lignende småbygninger ikke må sammenbygges med kolonihavehuset. Formålet med denne bestemmelse er at forhindre, at disse bygninger indrettes som en integreret del af kolonihavehuset og anvendes til ophold og overnatning. Kommunen fandt desuden, at der ikke var en planlægningsmæssig saglig begrundelse for at give dispensation, da det ville skabe en uhensigtsmæssig præcedens for lignende sager.

Klagerens Anbringender

Ejendommens ejer klagede den 29. juli 2020 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte, at han købte kolonihavehuset i god tro, selvom han var bekendt med, at det var 8,5 m2 for stort. Han oplyste, at ejendomsmægleren havde anvist ham, hvordan forholdene skulle udbedres for at lovliggøre kolonihaven. Klageren følte sig vildledt af både ejendomsmægleren og kommunens forvaltning og mente at være kommet i klemme mellem to lokalplaner.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da den ikke indeholdt retlige spørgsmål, som nævnet har kompetence til at behandle.

Planklagenævnets Kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afslag på dispensation, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette indebærer, at nævnet kan behandle klager over, hvorvidt kommunen har haft hjemmel til at træffe den påklagede afgørelse. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige spørgsmål eller spørgsmål vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed.

Afvisning af Klagen

Nævnet vurderede, at klagerens anbringender, herunder følelsen af at være kommet i klemme mellem to lokalplaner, primært vedrørte afgørelsens hensigtsmæssighed set i forhold til klagerens interesser, hvilket ikke udgør et retligt spørgsmål. Desuden har Planklagenævnet ikke kompetence til at behandle klager over isolerede sagsbehandlingsspørgsmål eller forvaltningsretlige normer og principper, såsom tilsidesættelse af vejledningspligt eller god forvaltningsskik, medmindre disse har betydning for afgørelsens gyldighed. I den konkrete sag ville disse spørgsmål ikke medføre ugyldighed af kommunens afgørelse.

På baggrund heraf afviste Planklagenævnet at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.