Ophævelse og hjemvisning af afgørelse om tilladelse til kabelbane grundet mangelfuld sagsbehandling

Begrundelse for Ophævelse og Hjemvisning

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Kystdirektoratets screeningsafgørelse i medfør af Miljøvurderingsloven § 21 var behæftet med væsentlige retlige mangler. Begrundelsen for ikke at kræve en miljøkonsekvensrapport var utilstrækkelig, da den alene henviste til, at områdets anvendelse ikke var ændret, og at der var stillet vilkår om vandudskiftning. Der var ikke henvist til de relevante kriterier i Miljøvurderingslovens bilag 6, som krævet i Miljøvurderingsloven § 21, stk. 2.

Nævnet bemærkede desuden, at Kystdirektoratets vurdering efter miljøvurderingsloven var foretaget efter projektets gennemførelse, hvilket strider mod kravet om forudgående screening i Miljøvurderingsloven § 16. Dette betragtes som en lovliggørelse af en manglende forudgående screening. Miljø- og Fødevareklagenævnet henviste til EU-Domstolens praksis (de forenede sager C-196/16 og C-197/16), som fastslår, at efterfølgende vurderinger med henblik på lovliggørelse skal tage højde for projektets indvirkninger på miljøet, der har været siden projektets gennemførelse. Kystdirektoratet havde ikke taget disse betragtninger i betragtning.

Da screeningsafgørelsen var ugyldig, ophævedes også Kystdirektoratets afgørelse om tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 16 a, stk. 1, nr. 2 og Kystbeskyttelsesloven § 16 a, stk. 3, nr. 1 samt afgørelsen om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. En ny tilladelse og dispensation skal afvente en korrekt screeningsafgørelse og eventuel miljøvurdering.

Yderligere Bemærkninger til Genbehandling

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Kystdirektoratets afgørelse om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen ikke indeholdt en tilstrækkelig henvisning til de retsregler, afgørelsen var truffet efter, og det var ikke tydeliggjort, hvor i afgørelsen direktoratet havde foretaget en vurdering og afvejning af de relevante hensyn efter Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Dette er i strid med Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2.

De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.

Klagerens anbringender

Den 25. maj 2020 påklagede V1 Kystdirektoratets afgørelse af 23. april 2019 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte navnlig følgende:

• VVM-screeningsafgørelsen fra 2014 var bortfaldet som følge af forældelse, da den ikke var udnyttet inden tre år efter meddelelse, jf. Miljøvurderingsloven § 39. Dette medførte, at tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven var ugyldig.
• Projektet var udvidet og ændret siden den oprindelige tilladelse i 2014, hvilket krævede en ny VVM-screening.
• Der var ikke foretaget behørig partshøring af relevante parter før Kystdirektoratets forlængelse af tilladelsen.

Klager argumenterede desuden for klageberettigelse og overholdelse af klagefristen, idet forlængelsen blev anset for en forvaltningsretlig afgørelse, som klager ikke havde været bekendt med og som ikke var ledsaget af en klagevejledning.

Kystdirektoratets bemærkninger

Kystdirektoratet anmodede om, at klagen blev afvist. Direktoratet anførte, at forlængelsen ikke var en påklagelig afgørelse i forvaltningsretlig forstand, at klager ikke var klageberettiget, da klager alene havde en ideel interesse i sagen, og at klagen var indbragt for sent. Kystdirektoratet henviste til tidligere afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor klager over den oprindelige tilladelse fra 2014 var blevet afvist på grund af manglende kompetence, klageberettigelse eller overskridelse af klagefrist.