Planklagenævnets afgørelse om dispensation til udstykning af sommerhusgrunde i Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune traf den 7. april 2020 afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt nr. 1, Byplan for Saltum-Hune Kommune, til udstykning af fire nye sommerhusgrunde fra ejendommen A2, 9492 Blokhus. En genbo klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Ejendommen og byplanvedtægten

Ejendommen er omfattet af Byplanvedtægt nr. 1, Byplan for Saltum-Hune Kommune, og ligger i zone 2. Byplanvedtægten fastsætter i § 4, stk. 1, nr. 1, en mindstegrundstørrelse på 1.250 m² i zone 2. De ansøgte nye sommerhusgrunde varierer i størrelse fra 650 m² til 721 m².

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at flere omkringliggende grunde i området allerede har en størrelse på mindre end 1.250 m², og at kommunen tidligere har givet dispensationer fra den pågældende bestemmelse. Kommunen vurderede desuden, at den ansøgte udstykning ikke ville ændre områdets karakter.

Klagepunkter behandlet af Planklagenævnet

Planklagenævnet behandlede følgende retlige spørgsmål i sagen:

• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planlovens § 19.
• Om reglerne om partshøring var overholdt, jf. Forvaltningslovens § 19.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på saglige hensyn.

Planklagenævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende en tidligere afgørelse om udstykning af to sommerhusgrunde, da denne ikke var omfattet af den aktuelle klage. Nævnet afviste også at behandle klagepunkter vedrørende dispensationens hensigtsmæssighed, herunder påstande om ødelagt udsyn, indbliksgener, forværrede tilkørselsforhold og uantagelig bebyggelsesprocent, da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven, men dispensationens hensigtsmæssighed. Planklagenævnets kompetence er begrænset til retlige spørgsmål, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Jammerbugt Kommunes afgørelse af 7. april 2020. Dette betyder, at kommunens afgørelse om dispensation til udstykning af fire nye sommerhusgrunde gælder.

Hjemmel til dispensation

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægtens § 4, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede, at denne bestemmelse, som regulerer bebyggelsens omfang, ikke udgjorde en del af planens principper, og at der ikke var andre holdepunkter i byplanvedtægten, der gav bestemmelsen en særlig betydning som princip. Derfor var dispensationen i overensstemmelse med Planlovens § 19.

Partshøring

Planklagenævnet vurderede, at klageren ikke var part i sagen om dispensation til udstykning. Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen alene medførte matrikulære ændringer, som ikke i sig selv medførte væsentlige og direkte gener for klageren. Det var uafklaret, om en eventuel byggetilladelse på de udstykkede grunde ville medføre konkrete og væsentlige gener, der kunne begrunde partsstatus. Derfor fandt nævnet ikke, at der var pligt til partshøring efter Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Naboorientering

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående naboorientering af klageren var af underordnet betydning. Kommunen havde begrundet dette med, at klagerens ejendom ikke grænser direkte op til den udstykkede ejendom, men ligger på den anden side af vejen, og at dispensationen alene omhandlede matrikulært arbejde uden visuelle ændringer. Kommunens skøn var således ikke åbenbart urimeligt i forhold til Planlovens § 20, stk. 1 og Planlovens § 20, stk. 2.

Saglige hensyn

Planklagenævnet fandt, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig konkret skønsmæssig vurdering af det ansøgte, som var baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet bemærkede, at lighedsgrundsætningen er et forvaltningsretligt princip, som kommunen både har ret og pligt til at inddrage ved behandling af dispensationssager, herunder tidligere tilsvarende forhold.