Planklagenævnets afgørelse om afslag på tilladelse til etablering af butik i Kokkedal

Fredensborg Kommune afslog den 20. maj 2020 en ansøgning om etablering af en butik på ejendommen [A2]-[A3], 2980 Kokkedal. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. K106, som fastsætter, at området er udlagt til detailhandel med særligt pladskrævende varegrupper og erhverv i miljøklasse 2-4.

Kommunens Afgørelse og Begrundelse

Kommunen modtog ansøgningen om principiel byggetilladelse til en udvalgsvarebutik den 2. december 2019. Ansøgeren mente, at kommunen ikke havde hjemmel til at give afslag og henviste til EU-Domstolens dom af 30. januar 2018 i de forenede sager C-360/15 og C-31/16.

Kommunen indhentede en udtalelse fra Erhvervsstyrelsen, som bekræftede, at dommen ikke ændrer de danske regler om, at almindelige udvalgsvarebutikker ikke kan etableres i områder udlagt til særligt pladskrævende varer. Erhvervsstyrelsen bemærkede, at de hollandske regler, der er sammenlignelige med de danske, blev vurderet som nødvendige og proportionale af det hollandske statsråd.

Kommunen begrundede afslaget med, at planlovens detailhandelsbestemmelser klart sondrer mellem store udvalgsvarebutikker og butikker, der alene forhandler særligt pladskrævende varer. Kommunen vurderede, at den ansøgte butik faldt uden for definitionen af særligt pladskrævende varer og ville være i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelse.

Klagen til Planklagenævnet

Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen og gjorde gældende, at lokalplanens § 3.1 og dermed Planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3 er i strid med Servicedirektivets artikel 15, stk. 3. Klageren anførte, at nationale bestemmelser, der territorialt begrænser adgangen til servicevirksomhed, kun er lovlige, hvis de opfylder betingelserne om forbud mod forskelsbehandling, nødvendighed og proportionalitet.

Klageren henviste igen til EU-Domstolens dom af 30. januar 2018 og argumenterede for, at hensynet til beskyttelsen af bymiljøet ikke længere nødvendiggør restriktioner for særligt pladskrævende varer efter planlovsændringen i 2017. Klageren mente desuden, at hensynet til bymiljøet i Kokkedal var irrelevant, da der allerede var et bydelscenter tæt på ejendommen.

Planklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, herunder relevante EU-retlige regler.

Vurdering af Overensstemmelse med Servicedirektivet

Planklagenævnet vurderede, om lokalplan nr. K106's anvendelsesbestemmelse i § 3.1, som udlægger arealer til detailhandel kun med udvalgsvarer med stor volumen, opfylder betingelserne i Servicedirektivets artikel 15, stk. 3.

Nævnet fandt enstemmigt, at anvendelsesbestemmelsen i lokalplanens § 3.1 hverken er direkte eller indirekte diskriminerende på grundlag af nationalitet, jf. Servicedirektivets artikel 15, stk. 3, litra a.

Lokalplanens § 3.1 er fastsat i overensstemmelse med Planlovens § 5 n, stk. 1, nr. 3, som muliggør udlægning af arealer til butikker, der forhandler så pladskrævende varer, at de ikke kan indpasses i en by eller bydel uden at skade bymiljøet.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanen varetager samfundsmæssige interesser i arealanvendelse til butiksformål i overensstemmelse med Planlovens § 1 og Planlovens § 5 l. Disse hensyn anses for tvingende almene. Nævnet fandt enstemmigt, at kravet i lokalplanens § 3.1 er nødvendigt og proportionalt i henseende til disse almene hensyn og planlægningsmæssige dispositioner. Lokalplanens § 3.1 opfylder således betingelserne i Servicedirektivets artikel 15, stk. 3, litra b og c.

Nævnet fandt ikke, at kommunens manglende konkrete stillingtagen til servicedirektivet i afgørelsen udgjorde en væsentlig retlig mangel, da lokalplanen efter nævnets opfattelse er i overensstemmelse med direktivet.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Fredensborg Kommunes afgørelse af 20. maj 2020. Dette betyder, at kommunens afslag på ansøgning om tilladelse til etablering af en butik på ejendommen [A2]-[A3], 2980 Kokkedal, fastholdes.

Afgørelsen er truffet af nævnet i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 2 og er endelig, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.