Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Sagen omhandler et offentligt udbud fra Trafikselskabet Movia vedrørende flexrutekørsel i Nordsjælland, specifikt specialkørsel for børn, unge og andre borgere. HB-Care A/S indgav en klage til Klagenævnet for Udbud med påstand om, at Movia uberettiget havde undladt at afvise tilbud fra tre konkurrerende virksomheder. Klagen var centreret om, hvorvidt disse virksomheder opfyldte udbuddets minimumskrav til egnethed, særligt i forhold til de nødvendige kørselstilladelser.
Klagers centrale argument var, at den udbudte kørsel skulle klassificeres som "speciel rutekørsel" i henhold til Lov om trafikselskaber § 19, stk. 3. Ifølge klager kunne denne type kørsel ikke lovligt udføres med de såkaldte OST-tilladelser (Offentlig Servicetrafik-tilladelser), som de vindende tilbudsgivere delvist baserede deres tilbud på. Klager mente derfor, at tilbuddene var ukonditionsmæssige og skulle have været afvist.
Movia fastholdt, at den udbudte kørsel var omfattet af de opgaver, et trafikselskab kan varetage for kommuner og regioner, og at OST-tilladelser netop var tiltænkt denne type samordnet kørsel. Movia argumenterede for, at brugen af termen "specialkørsel" i udbudsmaterialet var intern terminologi og ikke en henvisning til den juridiske definition i trafikselskabsloven.
Udbudsmaterialet specificerede, at tilbudsgivere skulle besidde et antal tilladelser, der mindst svarede til det antal vogne, de tilbød. De accepterede tilladelser omfattede blandt andet:
Subsidiært hævdede HB-Care, at Movia havde overtrådt sin undersøgelsespligt efter Udbudslovens § 159, stk. 3 og § 164, stk. 2. Klager mente, at der var skabt tvivl om rigtigheden af oplysningerne i Frederikssund Handibussers tilbud, da antallet af tilbudte vogne var præcis det samme som antallet af selskabets tilladelser og virkede lavt i forhold til opgavens omfang. Movia afviste, at der var grundlag for at betvivle oplysningerne, da tilbudsgivere har frihed til at planlægge deres drift og anvende vogne af forskellig størrelse.
Klagenævnet for Udbud fandt ikke grundlag for at give HB-Care A/S medhold i nogen af de fremsatte påstande og afviste derfor klagen i sin helhed.
Klagenævnet konkluderede, at den udbudte kørsel ikke kunne klassificeres som "speciel rutekørsel" i henhold til Lov om trafikselskaber § 19, stk. 3. Nævnet lagde vægt på, at udbuddet omfattede forskellige kategorier af passagerer uden et fælles formål, og at der var mulighed for samkørsel. Med henvisning til forarbejderne til taxilovgivningen fandt nævnet, at OST-tilladelser netop var tiltænkt den type kørsel, som kommuner og regioner lader trafikselskaber udføre. Derfor var de pågældende tilbud konditionsmæssige, og Movia havde ikke handlet i strid med udbudsreglerne ved at acceptere dem.
Da OST-tilladelser blev anset for gyldige til den udbudte kørsel, fastslog klagenævnet, at Movias minimumskrav til egnethed var relevant og proportionalt, jf. Udbudslovens § 140, stk. 2. Nævnet fandt heller ikke, at der forelå omstændigheder, der gav Movia en særlig anledning til at kontrollere oplysningerne i Frederikssund Handibussers tilbud. En ordregiver har som udgangspunkt ret til at stole på tilbudsgivernes oplysninger, og der var ikke tilstrækkeligt grundlag for at udløse en undersøgelsespligt efter Udbudslovens § 164, stk. 2.
Klagenævnet afviste, at Movias brug af udtrykket "specialkørsel" var i strid med gennemsigtighedsprincippet i Udbudslovens § 2. Det blev vurderet, at udbudsmaterialet som helhed var klart, idet det tydeligt specificerede kontraktens genstand og de typer af tilladelser, der ville blive accepteret. Klagen blev herefter ikke taget til følge.
FærdselsstyrelsenFærdselsstyrelsen ændrer praksis for tilsyn med virksomheder, der har en fælleskabstilladelse efter gods- og buskørselsloven.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
TransportministerietDette dokument er Ældreministeriets udkast til en vejledning for den nye ældrelov (lov nr. 1651 af 30. december 2024), som træder i kraft den 1. juli 2025. Vejledningen har til formål at guide kommuner, borgere og leverandører i forståelsen og anvendelsen af den nye lovgivning, der omstrukturerer ældreplejen i Danmark.
Ældreloven har til formål at skabe rammerne for en ældrepleje, der understøtter en alderdom præget af livsglæde, selvhjulpenhed og tid til omsorg og nærvær. Loven bygger på tre bærende værdier:
Fra årsskiftet skal offentlige ordregivere indhente vejledende udtalelser om pålidelighed hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. I udtalelserne vurderes det, om tilbudsgivere har truffet foranstaltninger, som gør, at de kan vinde en kontrakt, som er sendt i udbud, selv om tilbudsgiverne er omfattet af en eller flere af udbudslovens udelukkelsesgrunde.
Transportminister Thomas Danielsen fjerner nu en række unødvendige benspænd for både professionelle busvognmænd og institutioner, der har en bus tilknyttet til småture.
| Nøglebegreb | Beskrivelse | Paragraf i Ældreloven |
|---|---|---|
| Helhedspleje | Sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, der erstatter tildeling af enkeltydelser. Hjælpen justeres løbende i dialog med borgeren uden behov for ny visitation ved mindre ændringer. | §§ 9-11 |
| Frit leverandørvalg | Borgere har ret til at vælge mellem mindst to leverandører af helhedspleje og madlevering, hvoraf én kan være kommunal. Kommunen kan opfylde dette via udbud, godkendelsesmodel eller fritvalgsbevis. | §§ 18-22 |
| Plejetestamente | Personer med en demensdiagnose kan nedfælde vejledende ønsker for deres fremtidige bolig, pleje og omsorg, som skal respekteres så vidt muligt. | § 12 |
| Plejeoversigten | En national, digital portal, som Ældreministeriet opretter, med oplysninger om alle plejeenheder og leverandører for at skabe gennemsigtighed og understøtte det frie valg. | § 27 |
Vejledningen er opdelt i 11 kapitler, der dækker alle aspekter af ældreloven:
Anvendelsesområde (§ 2): Loven gælder for personer, der har nået folkepensionsalderen og har et plejebehov opstået i forbindelse med aldring. En særlig undtagelse giver mulighed for at omfatte "andre ældre personer" (f.eks. i 50'erne med demens), hvis deres behov bedst varetages i ældreplejen. Personer, der modtager kontant tilskud eller borgerstyret personlig assistance efter serviceloven, er undtaget.
Forebyggelse og Almene Tilbud (§ 4-6): Kommunerne skal tilbyde generelle forebyggende og aktiverende indsatser. Helhedsplejen skal have et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.
Civilsamfund og Frivillighed (§ 7-8): Kommunerne skal samarbejde med og støtte frivillige organisationer på ældreområdet.
Pasning af døende (§ 23-26): Viderefører og præciserer reglerne for plejevederlag til nærtstående, der passer en døende i hjemmet, samt dækning af udgifter til sygeplejeartikler.
Betaling og Forsyningsansvar (§ 28, 32-33): Kommunerne har forsyningsansvaret og fastsætter regler for borgerens egenbetaling. Der kan ikke opkræves betaling for personaleomkostninger til helhedspleje, men der kan opkræves betaling for bl.a. madservice og midlertidige ophold.
Ældreråd (§ 34-37): Alle kommuner skal have mindst ét ældreråd, valgt ved direkte valg af borgere over 60 år. Rådet skal høres om alle forslag, der vedrører ældre.
Klageadgang og Forsøg (§ 30, 38): Specifikke afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen. Loven åbner desuden for, at ministeriet kan godkende forsøgsprojekter, der fraviger lovens bestemmelser, så længe borgeren ikke stilles ringere.
Vejledningen bemærker, at en række bekendtgørelser, der skal udmønte lovens bemyndigelser, endnu ikke er udstedt. Vejledningen vil blive opdateret, når disse foreligger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har sendt udkast til tre nye bekendtgørelser i høring. Formålet er at implementere de...
Læs mereDette lovforslag er fremsat på baggrund af en evaluering af udbudsloven fra 2015 og har til formål at modernisere og sty...
Læs mere
