Klage over dispensation til vejudvidelse på [vejnavn1] i Lyngby-Taarbæk Kommune

Klagen og bemærkninger

Danmarks Naturfredningsforening klagede den 11. maj 2020, primært med henvisning til manglende naboorientering efter Planlovens § 20, stk. 1. Klageren anførte, at kommunen havde frataget foreningerne retten til inddragelse, hvilket stred mod planlovens formål om offentlig inddragelse, jf. Planloven § 1, stk. 6. Klageren fremhævede også, at området var udpeget som bevaringsværdigt i kommuneplanen, og at fældning af træer ville skæmme beplantningsbæltet.

Kommunen svarede, at klageren ikke skriftligt havde anmodet om orientering efter Planlovens § 20, stk. 1, nr. 3. Kommunen fastholdt, at dispensationen var af beskeden betydning, da træerne ikke var bevaringsværdige, og reduceringen af beplantningsbæltet var begrænset. Kommunen oplyste desuden, at antallet af træer, der skulle fældes, var reduceret fra ca. 50 til ca. 24, og at de efterfølgende havde udsendt et orienteringsbrev og genbehandlet sagen, hvor klagerens bemærkninger indgik.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Lyngby-Taarbæk Kommunes dispensation til udvidelse af [vejnavn1].

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan prøve retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om hjemmel til dispensation og overholdelse af regler om naboorientering. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig.

Krav om dispensation

Lokalplan nr. 61 (§ 9.2), lokalplan nr. 228 (§ 9.1) og lokalplan nr. 236 (§ 8.1) udlægger arealer til beplantningsbælter. Planklagenævnet fandt, at udvidelsen af [vejnavn1] ind i disse områder ikke var i overensstemmelse med lokalplanerne og derfor krævede dispensation, jf. Planloven § 18 og Planloven § 19.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Planklagenævnet vurderede, at bestemmelserne om beplantningsbælter i de pågældende lokalplaner ikke udgjorde en del af planernes principper. Dette skyldes, at de er bebyggelsesregulerende bestemmelser, som ikke er specifikt henvist til i lokalplanernes formålsbestemmelser, og der var ingen andre holdepunkter for at anse dem for at have særlig betydning som en del af principperne.

Naboorientering

Klageren anførte, at kommunen burde have orienteret efter Planlovens § 20, stk. 1. Kommunen havde dog vurderet, at forudgående orientering var af underordnet betydning for de berørte parter, jf. undtagelsen i Planlovens § 20, stk. 2. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige vurdering af, at forudgående orientering af klager var af underordnet betydning. Nævnet bemærkede desuden, at kommunen efterfølgende foretog en orientering og genbehandlede sagen, hvilket førte til en reduktion af antallet af træer, der skulle fældes.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse af 13. marts 2020 om dispensation. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Lokalplanens relevante bestemmelser inkluderer:

• Lokalplanens § 4.1: Udstykning må kun ske i overensstemmelse med kortbilag 2.
• Lokalplanens § 5.1: Areal til veje og stier udlægges som vist på kortbilag 2 og 3.
• Lokalplanens § 5.6: Før udstykning skal vejenes udformning drøftes mellem grundejere, kommune og udstykker.

Ansøgning og kommunens afgørelse

Kommunen modtog den 1. november 2018 en ansøgning om dispensation fra lokalplanens § 4.1 og § 5.1. Ansøgningen vedrørte udstykning af to grunde på ca. 2.450 m² hver, fra den nordlige del af ejendommen. Den nordligste grund skulle udstykkes som en koteletgrund med vejadgang til A 1 via en 4 meter bred indkørsel, mens den sydligste grund skulle have direkte vejadgang til A 1, hvor stiforbindelsen er etableret.

Kommunen vurderede, at den ansøgte udstykning af to grunde i stedet for tre, samt ændringen af vejadgangen fra den indtegnede østlige adgangsvej til en sydlig adgangsvej, var i strid med lokalplanens § 4.1 og § 5.1 og krævede dispensation. Kommunen traf afgørelse med hjemmel i Planloven § 19 og undlod naboorientering i henhold til Planloven § 20, stk. 2, da dispensationen efter kommunens vurdering ikke var i strid med lokalplanens principper.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at kommunens afgørelse var truffet på baggrund af forkerte oplysninger, og at kommunen havde tilsidesat planlovens regler om naboorientering. Desuden mente klageren, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da den var i strid med lokalplanens principper. Klageren fremhævede, at den ændrede vejadgang ville medføre en nedlæggelse af stiforbindelsen og dermed ødelægge lokalplanens tiltænkte vej- og stisystem, som var baseret på lukkede veje uden gennemkørende trafik. Klageren påpegede også, at ændringen af vej- og stiføringen ville medføre en væsentlig ændring af områdets karakter og en værdiforringelse af klagerens ejendom.