Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om etablering af motionsbane i fredskov

Sagen omhandler Miljøstyrelsens afslag på dispensation til etablering af en motionsbane i fredskov på F1, beliggende A1, 6630 Rødding. Ansøgningen, modtaget den 17. januar 2020, vedrørte udskiftning af en eksisterende motionsbane med fem nye redskaber i pulverlakeret stål og plast, som skulle erstatte de oprindelige redskaber i naturmaterialer, der var gået i råd efter ca. 10 år. Området er en bynær, kommunalt ejet fredskov, der grænser op til Jels Søbad, en beachvolley-bane, legeplads og p-plads, som alle ligger uden for fredskovspligtigt areal. Motionsruten og redskaberne er velbesøgte af lokale borgere og et motionscenter.

Miljøstyrelsen begrundede afslaget med en restriktiv dispensationspraksis, hvor dispensation kun gives, hvis der ikke findes alternative placeringer uden for fredskov, og hvis samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til fredskoven. Styrelsen vurderede, at de ansøgte materialer (stål og plast) ikke ville falde naturligt ind i omgivelserne, og at der fandtes alternative placeringsmuligheder uden for fredskov, herunder to grønne områder langs A2.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ansøger, F2, påklagede afgørelsen den 20. maj 2020. Klager anførte, at den nye motionsbane var en udskiftning af en eksisterende bane, der lå skjult i en lysning i tilknytning til en grussti. Klager mente, at metalredskaberne ville passe ind i de bynære og urbaniserede omgivelser, især da de ville være skjult under træerne. Klager fremhævede også, at der var forsøgt fundet alternative placeringer uden for fredskov, men disse var uhensigtsmæssige på grund af landskabelige hensyn (fældning af træer, ødelagt udsigt), terrænforhold (skrånende areal) eller uønsket blanding af brugergrupper (motionister med badegæster og legende børn).

Klager henviste desuden til, at bynære skove, der har særlig rekreativ betydning, efter gældende praksis kan acceptere en større mængde aktiviteter end ikke-bynære skove.

Miljøstyrelsens bemærkninger til klagen

Miljøstyrelsen fastholdt sin vurdering og anførte, at motionsbaner af den ansøgte type ikke tjener et overordnet samfundsmæssigt formål, der kan begrunde dispensation. Styrelsen mente fortsat, at klager ikke havde godtgjort, at alternative placeringer uden for fredskov var udtømte, og at de af klager nævnte hensyn ikke var tilstrækkelige til at fravige dette. Miljøstyrelsen fastholdt også, at materialevalget ikke ville falde naturligt ind i omgivelserne, og at en dispensation ville skabe en uheldig præcedens.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Miljøstyrelsens afgørelse af 24. april 2020 om afslag på dispensation til etablering af motionsbane i fredskov og hjemviste sagen til fornyet behandling. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.

Retligt grundlag og nævnets vurdering

Nævnet henviste til Skovlovens § 11, stk. 1, der forbyder opførelse af bygninger og anlæg på fredskovspligtige arealer, medmindre de er nødvendige for skovdriften. Dog kan mindre, beskedne anlæg til gavn for friluftslivet i et vist omfang betragtes som nødvendige. Skovlovens § 38 giver mulighed for dispensation, når særlige grunde taler for det, men praksis er restriktiv og kræver, at ansøgte anlæg ikke kan placeres andre steder, og at samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til fredskoven. Nævnet bemærkede, at i offentligt ejede skove skal der lægges særlig vægt på hensyn til biologisk mangfoldighed, landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv, jf. Skovlovens § 2.

Et flertal i nævnet fandt, at der i den konkrete sag, hvor der var tale om et mindre anlæg, der skulle understøtte rekreative aktiviteter i bynær, offentlig skov, og som var en erstatning for en eksisterende bane, ville kunne meddeles dispensation fra Skovlovens § 11. Dette skulle dog ske med vilkår om, at motionsredskaberne skulle være i naturfarver og placeres samme sted som det tidligere anlæg. Flertallet lagde vægt på, at området omkring søbadet, som fredskoven indgår i, i forvejen er påvirket af flere rekreative anlæg.

Et mindretal fandt derimod, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, idet der var redegjort for alternative placeringsmuligheder, og det ansøgte ikke ønskedes opført i naturmaterialer.

Manglende habitatvurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Miljøstyrelsen i sin afgørelse ikke havde foretaget en vurdering af, om det ansøgte kunne beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, som krævet i Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 10, stk. 1, nr. 1, jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 1, nr. 2. Denne mangel var afgørende for nævnets beslutning om at ophæve afgørelsen og hjemvise sagen til fornyet behandling, hvor styrelsen skulle foretage den nødvendige vurdering i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet).