Stadfæstelse af afslag på dispensation til ændret anvendelse af sommerhus og lovliggørelse af diverse anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen

Nævnets prøvelse

Nævnet påpegede, at Kystdirektoratet som tilsynsmyndighed skal foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre de er af underordnet betydning, jf. Naturbeskyttelsesloven § 73, stk. 5. Tilsynsafgørelser kan ikke påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 1, dog med undtagelse af fortolkningen af lovgrundlaget.

Vurdering af ændret anvendelse

Nævnet fandt, at en ændret anvendelse af sommerhuset til helårsbeboelse ville medføre en mere intensiv udnyttelse af strandzonen og krævede dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation, og lagde vægt på den restriktive praksis og den uønskede præcedensvirkning. Klagerens oplysninger om forventet udlejning og en ejers folkeregisteradresse i sommerhuset ændrede ikke denne vurdering.

Vurdering af lovligt etableret have og anlæg

Miljø- og Fødevareklagenævnet var enig med Kystdirektoratet i, at kun den nordvestlige del af ejendommen udgjorde lovligt etableret have i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 4. Dette skyldtes, at kystskrænten med vildtvoksende vegetation adskilte sig væsentligt fra de vedligeholdte, bygningsnære arealer, og at luftfotos fra 1954 viste en fysisk adskillelse af arealerne.

Nævnet fandt, at annekset på 16 m2 med terrasser, tilbygningen på 23 m2 til udhuset og drivhuset på 10 m2 ikke kunne anses for mindre haveanlæg omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 eller den lempeligere dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1. Specifikt for drivhuset bemærkede nævnet, at det var opført på en sommerhusejendom, hvilket udelukker det fra undtagelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, 2. pkt. Terrasserne blev vurderet som for store og ikke i sammenhæng med beboelsen.

De omhandlede forhold skulle derfor vurderes efter den almindelige restriktive dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Nævnet fandt ikke, at der var tale om særlige tilfælde, der kunne begrunde en retlig lovliggørelse. Der blev lagt vægt på den restriktive praksis inden for strandbeskyttelseslinjen og risikoen for præcedensvirkning. Annekset blev anset for et synligt anlæg, der påvirkede kystlandskabet negativt, og tilbygningen til udhuset medførte en forøget bygningsmasse. Det forhold, at drivhuset var placeret bag sommerhuset, kunne ikke i sig selv begrunde en dispensation, da strandbeskyttelseslinjen også beskytter de bagvedliggende kystlandskaber. Endelig kunne den tidligere dispensation til et 50 m2 udhus ikke føre til et andet resultat, da dispensationen ikke var udnyttet i lang tid og måtte anses for bortfaldet.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

• Ændret anvendelse af udhus til beboelse kræver dispensation Naturbeskyttelseslovens § 15.
• Dispensation kræver særlig begrundelse, som ikke forelå.
• Øget påvirkning af kystlandskabet og uønsket præcedens.

Kystdirektoratets Bemærkninger

• Sammenlægning af ejendomme ikke afgørende for afslag.
• Ændret anvendelse medfører mere belastende anvendelse.
• Store vinduespartier er uønskede inden for strandbeskyttelseslinjen.