Afvisning af klage over afslag på etablering af nedsivningsanlæg grundet manglende klageadgang

Sagen omhandler en klage over Samsø Kommunes afslag på en ansøgning om etablering af et nedsivningsanlæg på en ejendom. Kommunen begrundede afslaget med, at anlægget ville udgøre en risiko for forurening af drikkevandsinteresser i området, idet der var en nærliggende ikke-almen boring. Klageren anførte, at alle generelle betingelser for etablering af et nedsivningsanlæg var opfyldt, og at den boring, kommunen henviste til, var en markvandsboring og ikke en drikkevandsboring. Klageren følte sig desuden uretmæssigt forskelsbehandlet, da omkringboende havde tilladelse til lignende anlæg, der var ældre og ikke levede op til de nuværende krav.

Ansøgningens detaljer

Ansøgningen vedrørte et nedsivningsanlæg med en kapacitet på 5 PE, som udelukkende skulle tilledes husspildevand. Samsø Kommune traf afgørelsen den 15. maj 2020 i medfør af Miljøbeskyttelsesloven § 19. Klagen blev indbragt for Miljø- og Fødevareklagenævnet den 26. maj 2020.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Samsø Kommunes afgørelse. Afvisningen skyldtes manglende klageadgang til nævnet i denne type sag.

Begrænsning i klageadgang

Det følger af Miljøbeskyttelsesloven § 91, stk. 1 at Miljø- og Fødevareklagenævnet som udgangspunkt er klagemyndighed for administrative afgørelser truffet efter loven. Dog er der i Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 42, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4 § 37, stk. 1, fastsat begrænsninger i klageadgangen for afgørelser vedrørende nedsivningsanlæg med en kapacitet på 30 PE eller derunder, hvor spildevandet alene indeholder husspildevand. Da det ansøgte anlæg havde en kapacitet på 5 PE og kun tilledtes husspildevand, fandt nævnet, at der ikke var klageadgang.

Tilbagebetaling af gebyr

Som følge af afvisningen af realitetsbehandling blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Nævnet bemærkede desuden, at endelighedsbestemmelsen ikke afskærer det kommunale tilsyn fra at efterprøve afgørelsens lovlighed, jf. Kommunestyrelsesloven § 48. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.