Afslag på dispensation til tilskudsfodring og påbud om retablering af beskyttet overdrev stadfæstes

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) har behandlet en klage over Esbjerg Kommunes afgørelse af 10. marts 2020. Afgørelsen omhandlede afslag på dispensation til tilskudsfodring og påbud om retablering af et beskyttet overdrev på matr. nr. [A1] Forumlund, Bryndum.

Ejendommen og området

Arealet, der udgør cirka 0,4 hektar, er beliggende på den vestlige del af matr. nr. [A1] Forumlund, Bryndum, cirka 3 km syd for Varde. Det er en del af ådalen ved Alslev Å og er registreret som beskyttet overdrev i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4. Matriklen er desuden omfattet af Natura 2000-område nr. 89 Vadehavet (Habitatområde H239 – Alslev Ådal), med udpegningsgrundlag som surt overdrev, våd hede, urtebræmme, kildevæld, tidvis våd eng og hængesæk. Området er også omfattet af en fredning af Alslev Å fra 1972.

Esbjerg Kommunes afgørelse

Esbjerg Kommune meddelte afslag på dispensation til tilskudsfodring og blokering af stier samt terrænreguleringer. Samtidig blev der meddelt påbud om at standse tilskudsfodringen, fjerne foderpladser og placere dem minimum 30 meter fra det beskyttede overdrev. Hegn og terrænreguleringer i strid med fredningen af Alslev Å skulle ligeledes fjernes. Kommunen henviste til, at området er fredet, og at der gælder et forbud mod foranstaltninger, der kan ændre den naturlige vegetation.

Kommunen konstaterede under tilsyn og gennemgang af luftfotos, at der var sket ændringer på det beskyttede overdrev. Dette inkluderede etablering af en sø i 1980, som blev oprenset i 2004, samt opsætning af hegn og terrænreguleringer inden for det fredede område. Kommunen vurderede, at tilskudsfodringen havde intensiveret driften, medført slid på vegetationen og indirekte gødsket overdrevet med foderrester, hvilket havde ændret vegetationen til næringselskende arter. Dette blev anset for at være i strid med fredningsbestemmelserne og Naturbeskyttelseslovens § 3.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen til MFKN den 8. april 2020. Klageren anførte navnlig:

• Der er altid blevet tilskudsfodret på arealet.
• Ændrede klimaforhold i 2018 og 2019 har medvirket til tilstandsændringerne.
• Kommunen kan ikke kræve fuldstændigt stop for tilskudsfodring.
• Påbuddet er meddelt uden fornøden lovhjemmel.

Klageren bemærkede desuden, at hegnet var opført som følge af et naboskel og for at holde dyrene forsvarligt bag hegn.

Esbjerg Kommunes bemærkninger til klagen

Esbjerg Kommune fastholdt, at der ikke var nævneværdigt slid før 1999, og at tidligere fodring ikke havde medført samme påvirkning. Kommunen anerkendte, at klimaet kunne have forværret overdrevets tilstand, men fastholdt, at skaderne skyldtes driften inden for det beskyttede område. Kommunen mente at have fornøden lovhjemmel til påbuddene. Vedrørende klagefristen bemærkede kommunen, at den 7. april 2020 var den korrekte frist, men kunne ikke udelukke at have oplyst den 8. april 2020 til klager.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse om afslag på dispensation til tilskudsfodring og påbud om retablering af beskyttet overdrev.

Nævnets prøvelse og retsgrundlag

MFKN bemærkede, at kommunen som tilsynsmyndighed skal påse overholdelsen af Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1 og fredningsbestemmelser. Det påhviler ejeren at lovliggøre ulovlige forhold, jf. Naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1. Kommunen kan udstede påbud om fysisk lovliggørelse, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Nævnet kunne som udgangspunkt ikke prøve påbuddet, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, men kunne behandle spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om ulovlige forhold.

Nævnet behandlede specifikt, hvorvidt tilskudsfodringen var en dispensationskrævende tilstandsændring i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3, og om der kunne meddeles lovliggørende dispensation i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Det blev understreget, at der skal foreligge særlige omstændigheder for at meddele dispensation, og at en væsentlig økonomisk interesse ikke i sig selv er tilstrækkelig.

Vurdering af den konkrete sag

MFKN lagde til grund, at klagefristen var overholdt, og at arealet var beskyttet overdrev i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at tilskudsfodringen var en dispensationskrævende tilstandsændring. Dette blev understøttet af luftfotos fra 1980 til 1999, som ikke viste betydelige tegn på tilskudsfodring eller slid, men en intensivering omkring 1999, især i 2008, 2016 og 2019. Nævnet vurderede, at beskyttelsen af arealet var indtrådt før intensiveringen af tilskudsfodringen, og at tilstandsændringerne ikke skyldtes klimaforhold.

Afslag på dispensation

MFKN fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til fortsat tilskudsfodring. Nævnet lagde vægt på:

• Tilskudsfodringen havde ikke karakter af sædvanlig drift, da beskyttelsen var indtrådt før intensiveringen.
• Klagerens jordbrugsmæssige interesse kunne ikke alene begrunde en dispensation.
• Området var ikke uden særlig interesse, og indgrebene havde ikke en naturforbedrende funktion; de medførte derimod naturforringende ændringer som næringsberigelse og reduktion af overdrevsvegetation.
• Dyrenes færden omkring foderpladserne ville negativt påvirke vegetationen grundet slidspor.
• En dispensation ville kunne medføre tilførsel af næringsstoffer til nærliggende habitatnaturtyper som tidvis våd eng og rigkær, hvilket ville forringe naturforholdene og være uoverensstemmende med habitatområdets udpegning.
• En dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning i lignende sager.

På baggrund af disse vurderinger stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Esbjerg Kommunes afgørelse. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.