Social sikring: Fortolkning af 'normalt ansat i to eller flere medlemsstater' ved successive lange arbejdsperioder

Denne præjudicielle afgørelse fra EU-Domstolen omhandler fortolkningen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71, som fastsætter reglerne for bestemmelse af, hvilken medlemsstats sociale sikringslovgivning der finder anvendelse på en arbejdstager, der flytter inden for Fællesskabet. Sagen blev forelagt af den polske Sąd Najwyższy (øverste domstol).

Sagen vedrører en polsk statsborger (UA), bosat i Polen og ansat hos det polske selskab FORMAT Urządzenia i Montaże Przemysłowe (Format). Arbejdstageren udførte arbejde i udlandet under én enkelt tidsbegrænset kontrakt (2006-2009). Arbejdet blev udført i på hinanden følgende perioder af længere varighed: først ca. 13 måneder i Frankrig, derefter ca. 2 måneder i Storbritannien, og derefter næsten 2 år igen i Frankrig.

Den polske socialforsikringsinstitution nægtede at udstede en E 101-attest, da de mente, at de lange, uafbrudte perioder i de respektive medlemsstater betød, at arbejdstageren var omfattet af hovedreglen om social sikring i beskæftigelseslandet (lex loci laboris, artikel 13, stk. 2, litra a)), og ikke undtagelsen for personer, der "normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område" (artikel 14, stk. 2).

Det præjudicielle spørgsmål

Domstolen blev spurgt, om begrebet "person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område" (Art. 14, stk. 2) også omfatter en person, der under én enkelt kontrakt udfører arbejde i forskellige medlemsstater successivt i umiddelbart på hinanden følgende perioder af flere måneders varighed.

Domstolen afgjorde, at artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse på en person, der successivt arbejder i forskellige medlemsstater, når varigheden af de uafbrudte arbejdsperioder, der er tilbagelagt i hver af disse stater, overstiger 12 måneder. Det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om denne grænse er overskredet.

Domstolens begrundelse

Domstolen lagde vægt på følgende argumenter:

• Streng fortolkning af undtagelsen: Bestemmelsen i artikel 14, stk. 2, er en undtagelse fra hovedprincippet om, at lovgivningen i beskæftigelseslandet finder anvendelse (artikel 13, stk. 2, litra a)). Undtagelser skal fortolkes strengt.
• Formålet med reglen: Artikel 14, stk. 2, er beregnet til at dække situationer, hvor en person normalt har beskæftigelse i to eller flere stater, hvilket typisk indebærer samtidig eller kontinuerlig, men opdelt, aktivitet. Hvis udøvelsen af lønnet beskæftigelse på én enkelt medlemsstats område udgør den berørte persons normale ordning, kan Art. 14, stk. 2, ikke anvendes.
• For at sikre en sammenhængende fortolkning af forordningens koordineringsregler (Art. 14) skal der tages hensyn til 12-månedersgrænsen, der gælder for udstationering af arbejdstagere. En fortolkning, der tillader successive perioder, der overstiger 12 måneder i én stat, ville underminere princippet i Art. 13, stk. 2, litra a).