Fortolkning af artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 vedrørende social sikring for arbejdstagere beskæftiget i flere medlemsstater

Format Urządzenia i Montaże Przemysłowe sp. z o.o. anlagde sag mod Zakład Ubezpieczeń Społecznych (socialsikringsinstituttet) vedrørende fastlæggelse af, hvilken lovgivning der skulle anvendes på en af virksomhedens ansatte, W. Kita, i henhold til forordning nr. 1408/71.

Format er en virksomhed med hjemsted i Polen, der opererer som underentreprenør i byggesektoren i flere medlemsstater. W. Kita var ansat af Format på tidsbegrænsede kontrakter, hvor arbejdsstedet var angivet som flere EU-lande. Kita arbejdede dog kun i ét land ad gangen (først Frankrig, senere Finland).

Socialsikringsinstituttet afslog at udstede en E 101-attest, der kunne bekræfte, at W. Kita var omfattet af den polske sociale sikringsordning, da de mente, at han ikke var en person, der normalt havde lønnet beskæftigelse i to eller flere medlemsstater.

Format og W. Kita argumenterede for, at ordningen faldt ind under artikel 14, stk. 2, litra b), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, som ikke nødvendigvis kræver samtidig udøvelse af aktivitet i flere medlemsstater.

Den forelæggende ret stillede spørgsmål om fortolkningen af begrebet "person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område" i artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71, og om hvorvidt dette omfatter en arbejdstager, der ifølge sin kontrakt er forpligtet til at arbejde i flere medlemsstater, men kun arbejder i én ad gangen.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 14, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at en person, der inden for rammerne af flere på hinanden følgende arbejdskontrakter, hvor arbejdsstedet er angivet som flere medlemsstaters område, men som faktisk kun arbejder i én af disse stater ad gangen, ikke kan anses for at være en person, der normalt udøver lønnet beskæftigelse i to eller flere medlemsstater i henhold til denne bestemmelse.

Domstolen understregede, at det er den faktiske arbejdssituation og ikke blot ordlyden i arbejdskontrakterne, der er afgørende for at bestemme, hvilken medlemsstats lovgivning om social sikring der skal finde anvendelse. Hvis en arbejdstager normalt arbejder i én medlemsstat, finder artikel 13, stk. 2, litra a), anvendelse, og i perioder uden arbejde finder artikel 13, stk. 2, litra f), anvendelse.