Klage over manglende VVM-screening ved trapperenovering i Assens Kommune

Sagen omhandler en klage fra en borger over Assens Kommunes renovering af en trappe og sti ved siden af klagerens ejendom. Klageren gjorde gældende, at projektet medførte uacceptable indbliksgener og en værdiforringelse af ejendommen.

Klagens indhold

Klageren anførte, at kommunen burde have foretaget en partshøring inden projektets start, så bekymringer om indbliksgener kunne have været adresseret. Klageren mente desuden, at projektet reelt var et nyanlæg og ikke en renovering, og at det derfor skulle have været underlagt en screening efter miljøvurderingsloven for at vurdere dets miljømæssige konsekvenser, herunder indbliksgener.

Kommunens afgørelse og bemærkninger

Assens Kommune afgjorde den 23. januar 2020, at renoveringen ikke var omfattet af screeningspligt. Kommunen vurderede, at der var tale om en ændring af et eksisterende anlæg, som ikke ville medføre væsentlige skadelige miljøindvirkninger, jf. Miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 13, litra a. Kommunen anførte, at terrænreguleringen var minimal, og at man havde forsøgt at imødekomme klageren ved at flytte en cykelrampe og et gelænder.

Kommunen fastholdt, at projektet var faktisk forvaltningsvirksomhed, hvilket ifølge kommunen ikke udløser krav om partshøring. Undervejs i forløbet blev arbejdet stoppet for at foretage justeringer efter dialog med beboerne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet gav ikke medhold i klagen og stadfæstede Assens Kommunes afgørelse om, at trapperenoveringen ikke var omfattet af screeningspligt.

Myndighedsinhabilitet

Nævnet konstaterede, at Assens Kommune både var bygherre og myndighed i sagen. Selvom kommunen burde have dokumenteret sine overvejelser om inhabilitet i henhold til Miljøvurderingsloven § 40, fandt nævnet, at den manglende dokumentation var en uvæsentlig formel fejl. Dette skyldtes, at kommunens vejafdeling mundtligt havde rådført sig med miljøafdelingen, hvilket sikrede en vis objektivitet i behandlingen.

Partshøring

Nævnet anerkendte klageren som part i sagen på grund af en væsentlig og individuel interesse. Pligten til partshøring efter Forvaltningsloven § 19 blev dog ikke anset for tilsidesat. Afgørelsen blev truffet som en tilsynsafgørelse på baggrund af klagerens egen henvendelse, hvorfor klageren var bekendt med sagens oplysninger. Den forudgående renovering var faktisk forvaltningsvirksomhed, som ikke kræver partshøring.

Vurdering af screeningspligt

Nævnet vurderede, at kommunens afgørelse var en tilsynsafgørelse efter Miljøvurderingsloven § 46. Kernen i sagen var, om renoveringen var et projekt omfattet af screeningspligten i Miljøvurderingsloven § 16. Nævnet tiltrådte kommunens vurdering af, at projektet var en ændring af et eksisterende anlæg, der ikke kunne antages at have væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet. Der var derfor ikke grundlag for at kræve en screening efter lovens § 21. Nævnet lagde vægt på, at terrænreguleringen var minimal og kun i det omfang, renoveringen krævede.